Et særligt skær – part 2 

Et særligt skær – part 2

En novelleføljeton af Nanna Grønbech Petersen

Et særligt skær – part 2

Målrettet griber han ned i lommen på sin jakke. I hans hånd ligger det sidste af de tre blågrå frø, som han fik af kvinden med de mørkeblå øjne. Han skal placere frøet, men hvor? Der er ingen tid at spilde, han må finde det sted, han føler for. Piet sætter igen i løb. Det begynder at blæse. Lige om hjørnet efter roklubben passerer han en mur, og hans blik fanges af et maleri, som han aldrig før har bemærket. Noget ved det kalder på ham, som lyden af en magisk koncert, og han standser. Bag efeu og graffiti-tags er troen, håbet og kærligheden skrevet og malet i symboler på en mur. Men graffiti og ukrudt skjuler dele af maleriet. Han mærker, at der er noget ved billedet og stedet, der er vigtigt. Piet tænker på det mystiske møde. I dybe tanker var han gået rundt i byen, da der pludselig stod en kvinde foran ham. Hun havde kigget på ham med sådan et blik, som kunne hun se ind i ham.

”Hvad sørger du over?” havde hun spurgt.

”Jeg tror ikke, at du kan hjælpe mig,” havde han undvigende svaret.

”Men måske…” havde hun sagt. Hendes øjne skinnede af visdom. Han sagde først ingenting, men efter en pause svarede han:

”Min tro er død. Mit håb er dødt. Min kærlighed er død.” Kvinden havde knebet øjnene en anelse sammen, og hun havde stukket hånden i lommen på den lange mørkeblå velourfrakke, som hun bar. Det slog Piet, at hun ligesom ikke passede ind i konteksten, der var noget uvirkeligt ved hendes fremtoning. Men hun så direkte på ham, med de mørkeblå øjne, der var omtrent samme farve som frakken. Øjnene havde en speciel glød. Hun rakte hånden frem mod ham, og åbnede den. I hendes håndflade lå tre gråblå frø.

”Du skal plante disse frø. Så vil der ske ting.” Et smil krusede i hendes mundvig.

”Det første frø skal du plante ved Vor Frue Kirke midt i Svendborg. Det andet frø skal du plante bag et træ ved havet, og det sidste frø skal du plante, der hvor dit hjerte viser dig hen.” Piet havde lyttet koncentreret. Han nikkede. Kvinden fortsatte:

”Du skal plante frøene, inden solen går ned. Og så skal du vente, indtil det bliver lysende forår.” Piet anede igen et svagt smil på kvindens rosa læber. Han havde rømmet sig og kigget op på himlen. Solen ville snart forsvinde.

”Ja, det bliver snart mørkt,” havde hun sagt, og så havde hun taget hans hånd. Hendes hånd var varm. Kvinden havde åbnet hans hånd og ladet de tre frø fra hendes hånd glide over i hans…