Skovens skabning – part 1

Skovens skabning – part 1 

En novelleføljeton af Nanna Grønbech Petersen

Ikke alle ville have bemærket dig. Men der lå du i skovens stille skumring. Bladene raslede, og træerne hviskede om en særegen og tikkende hemmelighed.

Jeg var faldet over en kraftig gren, som jeg havde overset på den ujævne og mudrede sti. Hvilende på skovens bløde muld, tog jeg mig til knæet, hvorfra der bredte sig en smerte videre ned langs skinnebenet. Grebet af et øjebliks selvmedlidenheden lå jeg og lyttede til en fugl, der sang en melankolsk aftensang. Jeg ved ikke hvilken fugl det var.

Du lå en smule udenfor mit synsfelt, men jeg havde en fornemmelse af, at noget bevægede sig bagved mig i skovbunden, så jeg drejede hovedet i et ryk. Der var intet at se kun kviste, våde blade og et par svampe. Jeg fjernede hånden fra knæet, støttede på albuen og skubbede fra med hænderne for at komme op og stå. Det værkede i knæet, og en skarp smerte trak ned i benet.

”Pis,” sagde jeg højt for mig selv. Jeg satte mig ned på jorden igen, og kom til at sidde en smule anderledes end tidligere. Jeg så ud på havet, hvor på solen skabte dages sidste sølvstjerner, som blev indrammet af to dunkelsorte træstammer. Duften af havet og efterår trængte ind i mig. Under huden fornemmelsen af eventyr og farvede efterårsblade.

Igen en følelse af at noget bevægede sig bag mig i skovbunden. Denne gang drejede jeg langsomt hovedet. Og lige der så jeg dig for første gang…