Creative writing

Nedenfor spændende og tankevækkende skriveinspiration fra da jeg studerede Skrivekunst.

Litteratur og subjektivitet. Jørgen Dinesen Mag.art. i litteraturvidenskab. Professor i almen og sammenlignende litteraturvidenskab ved Syddansk Universitet.

”Det er min påstand, at der er træk ved os som art, som både gør litteraturen mulig og nødvendig. I og med at det enkelte subjekt udvikler evnen til at imitere og repræsentere omverdenen, andre og sig selv, bliver det tidligt i stand til at producere fiktioner og til at lege. Og med legen og dagdrømmen er fundamentet for litteratur også givet. Litteraturen er speciel ved at kunne imitere alle andre slags diskurser og tale, juridisk, medicinsk, teologisk etc.” Jørgen Dinesen Mag.art. i litteraturvidenskab.

Fem af litteraturens hovedmotiver:

Hvilke forbindelser indgår subjektet i og er præget af. Hvad karakteriserer et subjekt? Svaret er forholdet til kroppen, til psyken til den anden og til de andre og til den ydre natur.

1: Kroppen. Forholdet til kroppen som både er en del af os. Og vi af den, men                                        alligevel er den forskellig fra og fremmed for bevidstheden.

2: Psyken. Vor psyke er lige så fremmed for os og lader os lige så meget i stikken som kroppen. Vi besættes af dens begær, frygt og fantasier. Alligevel skaffer den os også sublime øjeblikke af indsigt, harmoni, triumf, kreativitet, af lyst og latter.

3: Forholdet til den anden, begærsobjektet. Selvom vores begær er vort eget, så er dets tilfredsstillelse oftest knyttet til den anden, fra barndommens forældre til det voksne livs kærlighedsforhold, samliv og børn. Derfor er vi altid udleveret til den anden eller savnet. Hvor frihed er altid begrænset og vort begær er aldrig uddelt.

4: Forholdet til de andre: Hvor egen situation og forholdet til den anden er altid i sidste ende afhængig af forholdet til de andre, som kollektiv og autoritet. Vi er en del af kollektivet og det er betingelsen for vor overlevelse, identitet og vor selvforståelse.

5: Forholdet til den ydre verden: Naturen opfatter vi enten som materie altså noget der står under os, og som vi ønsker at beherske, eller vi opfatter den som tvedelt dels som materiel, dels som metafysisk, som en åndelig realitet, som vi kan ære, men ikke forstå. Vi kan opfatte den som ophøjet og nære ærefrygt for den, men vi må også frygte den.

---

Novellen

Novellen – Fra teksten Analytiske begreber

Fortælleren: i en novelle kan være eksplicit eller implicit.

Det kan være en 3.personfortæller/alvidende stemme der fortæller, som kan bevæge sig ind og ud af en eller flere personers tanker og følelser. Det kan være en 1.personfortæller/ et ”jeg” der fortæller.

Fortælleren giver ofte en afstand til den historie der fortælles, og fortælleren kan være både pålidelig eller upålidelig. Den upålidelige fortæller kommer ofte med selvmodsigelser, og der skabes dobbelthed og flere lag i fortællingen, læseren skal være vågen og forholde sig til fortællerens udsagn. Betegnelsen implicit fortæller er primært interessant, hvor der forekommer en fortælleinstans, der er forskellig fra en eksplicit fortæller. Det, der er tale om, er en retorisk dobbelthed eller ironi i forhold til fortælleren. Man kan også beskrive det sådan, at teksten husker, hvad fortælleren glemmer. 

To tidslige forløb – fabula og sjuzet: Fortælleren fungerer ofte som et bindeled mellem to forskellige forløb, handlingens forløb, fabula, og fortællingens forløb, sjuzet.

Fabula: Novellens handlings forløb er det der fortælles om, fabula, begivenhederne i den rækkefølge de virkelig skete. Til fabula kan man knytte spørgsmålet: Hvad skete der? Man kan også kæde begrebet fabula samme med begrebet story. Fabulaen er en historie vi rekonstruerer i læsningen af novellen. Med andre ord fabula er den fortalte historie.

Sjuzet: er fortællingens forløb, novellens arrangement af handlingsforløbet. På engelsk kalder man det narration og sjuzet er den russiske betegnelse. Sjuzet har med novellens form at gøre. Man kan kæde det sammen med spørgsmålet: Hvordan fortælles historien? Fortællingens forløb udgør selve novellen.

Plot: Den danske novelleteoretiker Søren Baggesen siger: ”Novellen er fiktion om et faktisk afsluttet forløb, som berettes.” men ikke alle er enige deri, Baggesens opfattelse hænger mest samme med den klassiske novelle tradition fra omkring år 1800. I nyere tid kendetegner man plot som et narratologisk begreb, der betegner fortolkningen af hvordan sjuzet og fabula virker i forhold til hinanden i en given tekst.

Begivenhed: har en særstatus i novelleteorien. Helt generelt kan man karakterisere en begivenhed som en novelles vigtigste tema. Begivenheden behøver ikke i sig selv at være stor og bemærkelsesværdig, men er snarere betydningsfuld i den forstand, at den får indflydelse på personerne, eller at personerne fortolker den som vigtig. Begivenheden kan komme strukturelt til udtryk, og kan ses som et indslag i et forløb eller en forstyrrelse af en eksisterende orden. Med Goethes definition af novellen blev begivenheden sat i fokus som specifik for novellegenren, som en ”indtruffet, uhørt begivenhed. Goethe sagde: ”Hvad er en novelle andet end en indtruffet, uhørt begivenhed?” Det uhørte vil sige at begivenheden skal være overraskende eller ny i forhold til den umiddelbare kontekst. Begivenheden er ofte noget udefrakommende, noget der indtræffer for novellens personer.

Søren Baggesen hæfter betegnelsen irrationel på begivenheden for at markere, at den sker for menneskets aktive og rationelle handlinger. Men betegnelsen irrationel er blevet kritiseret for at være misvisende i forhold til noveller. Det essentielle ved Baggesens begivenhedsbegreb er imidlertid, at begivenheden er noget udefrakommende, hvad enten det skyldes skæbnen eller tilfældighed. Det hænger blandt andet sammen med hans pointering af, at novellegenren snarere beskæftiger sig med menneskenes vilkår end menneskene selv.

Ifølge Aage Henriksen er begivenheden et indslag udefra, og en novelle fremstiller han strukturelt som et forløb med to skæringspunkter hvoraf det første er den forstyrrelse, som begivenheden forårsager, og det andet skæringspunkt udgør oprettelsen af en ny orden.

En novelles begivenhed har indflydelse på personernes situation eller livssyn. Begivenheden er betydningsfuld fordi den tillægges betydning af personerne.

I tidligere tiders typiske romantiske noveller i omkring år 1800 var begivenheder i novellen så store som for eksempel jordskælv. Nogle nyere minimalistiske realistiske noveller vælger at fokusere på mindre begivenheder. De nedtonede realistiske hverdags skildringer er blevet beskrevet som ”slice-of-life” litteratur, små beretninger der bare fortæller lidt fra det virkelige liv. Begivenheden skal fungere som et tematisk begreb, der skal argumenteres for i fortolkningen. Begivenhedens foranderlige karakter hænger også sammen med en generel litteraturhistorisk udvikling mod stadig mere implicitte betydningsdannelser.

Pointe: forstås almindeligvis som et vendepunkt hen imod slutningen af en histories narrative forløb. Her når handlingen et dramatisk højdepunkt. Eller der sker en løsning af en konflikt.

I følge Søren Baggesen er determinationspunktet novellens vendepunkt, eller den begivenhed hvor irrationelle magter slår ind i personens tilværelse, og hvoraf alle andre begivenheder følger. Irrationelle magter kan slå ind i en ordnet verden og betinger det videre handlingsforløb. Ifølge Baggesen kan en egentlig pointe i en novelle for eksempel være: ”tilværelsens dobbelthed, erkendelsen af at tilværelsen er en spænding mellem himmel og helvede.” Tolkningspunktet er derimod det punkt, hvor novellen åbner sig mod en egentlig tilværelsestolkning. Det behøver ikke at være punktuelt tilstede, men kan optræde som et sammenspil mellem novellens enkelte dele.

Om novellen

Fra ”Struktur og retorik i den klassiske novelle” Thomas Bredsdorff:

Drama, anekdote og roman er alle prosa. For et stykke prosa kan alt forekomme, tager det to minutter er det nok en anekdote, tager det tyve timer er det nok en roman. Men prosa fortællinger er de alle tre. Minimums definitionen af en novelle er jo, at den er længere end den korte og kortere end den længere af de tilgrænsende prosa-fiktionsformer.

Aage Henriksen har videre udviklet på Søren Baggesens novellemodel, der er et godt redskab at forstå noveller med, den udpeger en struktur opbygget af tre led:

1: To begivenheder.

2: To normsæt.

3: Tre mulige udgange.

Goethe sagde, novellen er en indtruffet uhørt begivenhed, altså begivenheden er indtruffet tidligere forud for fortællingen om den. Der er gerne to tider i disse fortællinger, fortællingens og det senere tidspunkt på hvilken den fortælles. Noveller af den type rummer gerne en fortæller der er en del af fiktionen.

Fortællingerne begynder i nedskrivningens stund nu – som svarer til læsningens – og kaster derfra blikket tilbage til fortællingens tid, et eller andet netop nu bringer et eller andet fra før i tiden i levende erindring.

Novellen er ikke kun en uhørt begivenhed. Den er også (en foregivelse af) sandheden.

Fra ”Novellen lige nu” Erik Skyum- Nielsen:

”For at kunne skrive en novelle må man være i besiddelse af en på forhånd dannet tilværelsesopfattelse, i forhold til hvilken en hændelse, et stykke af virkeligheden, kan skabe konflikt, hvorimod man, når man skriver en roman, til stadighed søger sig frem, på jagt efter en mulig helheds opfattelse.

Aage Henriksen, der har videre udviklet på Søren Baggesens novellemodel og er kommet frem til at hvis centrum ligger i mødet, i den krise, der opstår, når en etableret orden konfronteres med noget der ligger udenfor den. Ved en pludselig fortætning mødes et socialt eller mentalt miljø med en fremmedhed eller andethed, som bringer miljøets bærende selvforståelse i uro. Og i kraft af den heraf følgende sammenligning af en ordning med en anden, bliver novellen som allerede antydet en fundamentalt filosofisk genre, som i et afgrænset forløb etablerer, konfronterer og diskuterer mindst to indbyrdes modstridende, som regel helt uforenelige opfattelser af tilværelsen. Kortprosaen spørger ikke så meget om hvordan menneske og verden rettelig bør forstås. Derved får den korte prosa en styrende erkendelses interesse af kritisk intellektuel art.

Novellen rejser en pointe om hvordan det hele skal fortolkes. Er pointen indbygget og forløbet koncentreret, kan vi tale om en short story. Lægges pointen i slutningen, som fortætning og fortolkning af en markant begivenhed, har vi novellen i den typiske og velkendte udgave.

Noveller findes langt tilbage i tiden for eksempel i romantikken, men som så meget andet er den i løbende udvikling, i 80èrne og 90èrne bestræber flere forfattere sig på at ramme sider af virkelighed som mennesker ikke råder over, det tavse og usete, det ubeskrevne og unavngivne, det uberegnelige og flygtige.

I 90èrne får novellen nogle gennemgående træk:

1.Personerne har ingen, eller så godt som ingen fortid. Og har de en fremtid uden for teksten antydes denne kun.

2.Miljøbeskrivelsen er som regel standardiseret og typificeret. Vi bevæger os i en anonym fælles nutid.

3.Begivenhederne mangler dramatisk voldsomhed. Er tit yderst banale.

4. Til gengæld ses en rig mangfoldighed på fortællerens plan, novellen kredser til stadighed om, hvordan noget skal forstås, også hvor dette noget knap er til at få øje på

---

---

Om litteraritet og erindring

”Skønlitteratur kan ses som et redigeret udsnit af virkeligheden, bag en støvet rude. Og vi betragter mønstret i glasset mere end virkeligheden bag. Man kan sige en god tekst løfter det private forlæg op på et personligt plan, som andre kan spejle eksistensen i. Skønlitteratur handler om oplevede virkelighedsforhold. Ofte vil videnskaberne objektivere vores eksistens, hvor kunsten subjektiverer den.”

Trisse Gejl.

”Romanen afspejler ikke virkeligheden, den afspejler eksistensen.”

Milan Kundera.

Jørgen Dines Johansen beskriver litteraturens 5 hovedmotiver som værende:

1. Forholdet til kroppen, det er den vi sanser verden gennem.

2. Forholdet til psyken, det er den vi er bevidst om verden med.

3. Forholdet til den anden, det kan være den anden vi forløses igennem.

4.Forholdet til de andre, det former på godt og ondt vores identitet.

5. Forholdet til naturen, den er os overlegen både hvad ånd og materie angår.

Ifølge Arne Melberg findes der tre retninger i selvfremstillende skønlitteratur:

1.Den visende selvfremstillede litteratur, her viser forfatteren sit liv og fastholder ved hjælp af mindet.

2.Den søgende selvfremstillede litteratur, her søger forfatteren sig selv. Et omflakkede subjekt søgende efter herkomst.

3. Den skjulende selvfremstillede litteratur Her har forfatteren en splittet fascination af egen historie, men skjuler sig i karakterer og deres handlinger. Tilslører gerne i noget der måske kan føles som en litterær sandhed, der er væsentligere end et forsøg på en objektiv sandhed. Der kan ske fordoblinger og projiceringer af forfatterjeget. Der er også en vis melankoli forbundet med det.

Narratologi – læren om fortællinger

Inden jeg begyndte at studere Skrivekunst, ville jeg ønske, at der var et sted, hvor jeg kunne søge inspiration og finde information om narratologi. Nu har jeg skabt sådan en side selv, inspireret af faget praktisk narratologi. Nedenfor deler jeg noget af det, som jeg har lært om fortælling.

Om narrativitet

Narrativitet er repræsentationen af ​​begivenheder, der består af historie og fortællende fortællingsdiskurs. Historie er en begivenhed eller begivenhedssekvens (handlingen), og fortællingsdiskursen er de begivenheder som repræsenteres.

Narrativ betyder fortælling, og det er dine egne fortællinger eller narrativer, og den indflydelse disse narrativer har på dit liv, der er af betydning for, hvordan man trives. Narrativer danner vi i interaktioner med andre mennesker, og de er bestemt af den kulturelle og historiske sammenhæng, vi lever i.

Den basale grundfortælling indeholder: En person, der handler for at opnå et mål i nogle bestemte rammer ved hjælp af bestemte midler.

Definition: Hvad er en fortælling?

Årsag-Virkning-Relationer: Fortællinger ordner begivenhedsrækker (sekvenser) i årsag-virkning (+tidslighed.)

En fortælling indeholder som regel:

• Person(er)
• Handlinger eller aktivitet
• Rammer og forhold
• Mål
• Midler

Om Narrative discourse – Fortællingsdiskurs

En fortællingsdiskurs er en diskurs, der er en redegørelse for begivenheder, som oftest i fortiden, der anvender tal, bevægelse og handling for at beskrive en række begivenheder, der er betingede af hinanden, og som typisk fokuserer på en eller flere typer af handlinger.

Eksempler: Folkehistorier. Historier om virkelige eller forestillede forfædre, der ofte indeholder overnaturlige elementer. Historiske begivenheder. Historier eller regnskaber om den sociale og politiske historie i verden og dens kontakter med resten af ​​verden mytologi.

Historier der forklarer oprindelse, naturlige fænomener eller sociale og religiøse skikke, der ofte involverer det overnaturlige. Personlig erfaring. Regnskaber af væsentlige begivenheder i fortællerens eller samfundets liv.

Enhver fortælling fortælles i en diskurs, som kan defineres som en sproglig orden, en måde at tale på, der disciplinerer de mennesker, der betjener sig af denne diskurs, til netop at tale i denne diskurs og at definere verden i overensstemmelse med denne diskurs.

Rammefortælling er en tekst, der består af en eller flere uafsluttede historier fortalt i en overordnet fortælling.

*

Fremstillingsformer og udsigelsesformer 

Scenisk og panoramisk fremstillingsform handler om forbindelse mellem tid og rum

Scenisk fremstillingsform: Tid: Begivenheder og beskrivelse følges ad. Beskrivelsen er kronologisk. Ingen betydelige spring i tid. Handlingen udspiller sig ét sted. Lavt fortælletempo, handlingen skrider langsomt frem. Effekt: Nærvær, intimitet i fremstillingen. Fortælleren kan dvæle ved personernes ord og adfærd.

Panoramisk fremstillingsform: Tid: Fortælleren kan sammenfatte længere tidsforløb og springe frit mellem forskellige steder i handlingen. Kan panorere både i tid og rum. Højt fortælletempo. Effekt: Kan skabe indtryk af overblik. Kan bringe meget information på kort plads og bringe fortællingen frem i en fart. 

I fiktion kan fortællerinstansen veksle mellem fremstillingsformer

Beskrivelse: formidler bestemte egenskaber ved steder, objekter, personer m.m. og giver abstrakte fænomener sanselig form. Sammenligning, symbolik og metaforer bruges i beskrivelsen. Beskrivelsen er i scenisk fremstilling kronologisk, ingen betydelige spring i tid, begivenhed og beskrivelse følges ad.

Beretning: har fokus på handling og forholdet mellem personer, samt begivenheder der bærer fortællingen fremad, bruges for eksempel i dramatiske, lyriske og episke genrer. Dækket direkte tale hører under beretning. Dækket direkte tale er når det sagte gengives med den talendes stil, (ydre dækning) for eksempel ved hjælp af bandeord eller dialekt. Dækket direkte tale benyttes ofte af 3.personsfortæller.

Replik: er baseret på 1.personsfortæller (der er alligevel en der er implicit fortæller som er den skjulte instans, der styrer de talende.) Replik giver indirekte en karakteristik af de talende i forbindelse med tanker, dialekt og jargon. Dialogen i teksten støtter sig ofte til korte beskrivelser der fletter ind imellem replikkerne.

Refleksion: foregår igennem jeg-fortælleren, karakterer eller den alvidende fortæller der reflekterer over et emne, en person i forbindelse med et emne, en person i forbindelse med en handling. Refleksion findes i de fleste genrer, men især i de essayistiske genrer. 

Til de litterære fremstillingsformer hører måden hvorpå fortælleren formidler personens tanker og ord

Direkte tale: Når det sagte gengives ordret som replikker. – Kan være markeret i teksten ved hjælp af citationstegn eller tankestreg.

Indirekte tale: Hvis det sagte refereres eller gengives i forkortet form uden spor af en talendes stil eller sprogtone.

Dækket direkte tale: Her gengives det sagte med træk for den talendes stil og sprogtone for eksempel ved hjælp af bandeord eller dialekt. Dækket direkte tale fremtræder som beretning, men er skjult i personernes replikker, og benyttes ofte af en 3.personfortæller.

Indre monolog: Gengivelse af personens tanker i en tilsyneladende uformidlet form. Indre monolog består af personens tanker formuleret som ord og sætninger henvendt til personen selv. Optræder i 3.persones-fortællinger, hvor beretningen periodevist glider over i en gengivelse i en eller flere personers tanker.

Positioner

Indvendigt syn: Den alvidende fortæller og den personbundende fortæller. Adgang til en eller flere personers bevidsthed. Dette kan forstærke læserens identifikation og indlevelse, samt skabe sympati og tillid.

Udvendigt syn: Kun adgang til personerne udefra. Tanker og følelser skildres kun indirekte. Kan skabe usikkerhed og spænding omkring karakterens motiver til at handle, som han/hun gør.

Medsyn: Fortælleren er ét med handlingen og ved lige så lidt som læseren, hvad der vil ske i det efterfølgende. Fortælleren er altså placeret i forhold til det fortalte. Er ikke bundet af nogen bestemt fortællertype. Medsyn kan skabe intensitet og dramatik, fordi handlingens og læsningens nu er sammenfaldende.  Medsyn er nutid. Man kan sige at vi som læsere er sammen med fortælleren både hvad tid, sted og handling angår, det skaber en form for både spænding og intimitet, fordi man som læser følges ad med fortælleren. I forbindelse med medsyn kan man sige at fortæller og læser er på niveau i forhold til tid, sted og handling.

Bagudsyn: Fortælleren beretter efter begivenhederne har fundet sted. Fortælleren kan overskue enhver tid og hele begivenhedsforløb. Kan bryde kronologien og komplicere plottet samt samle eller aflede læserens opmærksomhed mod eller fra noget bestemt. Bagudsyn er datid. I forbindelse med bagudsyn ved fortælleren konstant mest.

Flashback: Kortvarigt brud på positionen i form af et tilbageblik. Bruges ofte i rammefortællinger.

Flashforward: Kortvarigt brud på positionen i form af et forudgreb.

Narratologi er et enormt spændende område fordi, fortællinger sker hele tiden og i mange sammenhænge. Narratologi handler blandt andet om de fortællinger, vi fortæller os selv, hinanden og den historie der fortælles om tiden og verden. Ord har en vild kraft og narratologi virker stærk ind på dig, mig tiden og verden, samtidig med at fortællingerne, kan manifestere og skabe ting. Narratologi kan forklare, forvandle forløse og bevæge, men også forføre, fortolke og fængsle, fortællingen rummer på en måde alt. Der er noget i fortællinger der holder fast i tid og rum, men samtidig kan fortællinger netop bryde tid og rum. Der er en uendelig kraft i ord. 

Fokalisering er at fortælleren enten står uden for eller selv er en karakter i fortællingen.

Story: Er indhold af fortællingen og går forud for fortællingen.

Story discourse: Er præsentation af storyens begivenheder, setting og karakterer i en sproglig form.

Simultannarration: Kan forklares som en ”livetrasmission” af begivenhederne. Simultannarration er at handlingen finder sted samtidig med der fortælles.

Om fortællinger i 1.person nutid kan man sige at man som læser på en måde kommer tæt på et menneskes sind, en virkelighed, og handlinger lige midt i vores tid.

Fortælling tid, rum, karakter, handlingsforløb

Hvilken betydning har tekstverdenen herunder tid, sted, karakterer og handlingsforløb for fortællingen?

Jeg tænker at tiden er vigtig både i forhold til, hvor vi er i verdenshistorien, og i forhold til værdier og normer i tiden. Tid i forbindelse med årstider, og tid i forbindelse med hvilket tidspunkt vi befinder os på dagen, giver også meget til en tekst. Tid er i det hele taget et enormt spændende begreb. Sted har også stor betydning for, hvordan man læser en tekst, jeg ser det som meget vigtigt, at der er etableret et eller andet form for rum, som læseren kan relatere til og godkende i et eller andet omfang. Karakterer er vigtige, fordi de skaber handlingsforløbet ved deres ageren i verden. Teksten vil blive langt mere svævende, hvis forfatteren ikke etablerer en eller anden for tid og rum.

Om den upålidelige fortæller og fokalisering

Ifølge James Phelan og Martin findes der flere former for upålidelig fortælling:

1. Upålidelig rapportering vedrørende kendsgerninger og begivenheder.

2. Upålidelig vurdering vedrørende etisk og værdimæssige vurderinger.

3. Upålidelig fortolkning vedrørende viden og perception.

Phelan og Martin kombinerer desuden fortælleren og læserens definition af upålidelighed til også at omfatte:

1. Fejlrapportering vedrører at fortælleren ikke rapportere det hændte på grund af manglende viden eller misforståede værdier.

2. Fejlfortolkning vedrører at fortælleren gengiver en hændelse ud fra fortællerens tolkningaf det skete.

3. Fejlvurdering fortælleren vurderer tingene forkert baseret på forkerte værdier. – En usand betragtning som fortælleren på et vist nivau ved er usand.

4. Underrapportering er når fortælleren beretter/fortæller mindre end han ved.

5. Underfortolkning når fortælleren ikke har nok viden til at fortolke et eller andet fyldestgørende.

6. Underbetragtning er betinget af manglende viden. vedrører fortællerens værdier og moral – etikken er på rette vej, men utilstrækkelig.

Phelan og Martin understreger, at de forskellige typer af upålidelighed ofte ses kombinerede med hinanden.

Per Krogh Hansen siger meget om fortæller-upålidelighed, nogle af de punkter der fanger mig, og som jeg synes beskriver upålidelighed i fortælling godt, har jeg listet nedenfor:

– Det er ikke let at udpege hvornår den første upålidelige fortæller optrådte i litteraturen.

– Vi lever generelt i en værdinihilistisk, ironisk tidsalder, og kan derfor dårligt undgå at forlene de fleste fortællere med upålidelighed.

– Upålidelighedsteknikken er i udbredt grad tilknyttet 1. persons fortæller modus. Et ”jeg” kan tale for sig selv. Et ”han” eller ”du” afhænger af noget/nogen siger han eller du.

– Analysen af fortællerens upålidelighed er et tekstanalytisk detektivarbejde.

– I upålidelig fortælling er der sprækker og revner, som viser sig, huller fortælleren selv forsøger at være opmærksom på at skabe eller huller der fungerer ubevidst fra fortællerens side.

– Wayne C. Booth siger: En pålidelig fortæller taler for eller handler i overensstemmelse med værkets normer, og er en upålidelig fortæller når han ikke gør.

– Booth siger at den upålidelige fortæller beskriver på en måde så begivenhederne fremstår som fordrejede i forhold til læseren og den implicitte forfatteres oplevelse af handlingsgangen. Den upålidelige fortæller fortier hændelser eller fordrejer fremstillingen til egen fordel.

– Upålidelige fortæller kan opstå ubevidst hvis fortælleren ikke har den nødvendige indsigt i sagens rette sammenhæng.

– Upålidelig narration er en ironisk form med selvmodsigelser.

– Hvis man oplever en fortæller som upålidelig, skyldes det læserens moralske overbevisning.

– Den implicitte forfatter udvælger bevidst eller ubevidst hvad vi læser, vi tilføjer ham som en ideel, litterær, skabt version af det virkelige menneske, han er summen af sine egne valg.

Hvilken effekt har fortæller-upålidelighed i en tekst?

I mine øjne skærper upålidelighed i en tekst læserens opmærksomhed. Upålidelighed gør fortælleren mere levende, dobbelt og ”farlig” det skaber en spænding imellem fortæller og læser, hvor man skal være ekstra opmærksom. Upålidelighed kan anvendes for at øge læserens opmærksomhed og til at skabe flere dimensioner og flere lag i teksten.

Karakteren 

En karakterer kan for eksempel skabes ved at sætte den i skarp kontrast til en anden karakter, på den måde vil vi forholde os til hovedpersonens karaktertræk via en anden karakter i teksten.

Tekster kan danne deres karakterer ved hjælp af en prædikant-karaktant, det vil sige en karakter blotlægger eksisterende træk ved en anden karakter.

Midler som rund karakter der er svær at beskrive med flere lag og nuanceret dybde, og flad karakter der er mere overfladisk beskrevet, er også måder at skabe karakterer på.

Fremstillingsformer 

Beskrivelse, beretning, replik og refleksion

Fremstillingsformer, både scenisk og panoramisk, forbinder mellem tid og rum:

Beskrivelsen: formidler bestemte egenskaber ved steder, objekter, personer m.m. og giver abstrakte fænomener sanselig form. Sammenligning, symbolik og metaforer bruges i beskrivelsen. Beskrivelsen er i scenisk fremstilling kronologisk, ingen betydelige spring i tid, begivenhed og beskrivelse følges ad. Beskrivelsen sætter fortælletempoet ned, man dvæler ved detaljer, hvilket skaber intimitet og nærvær.

Beretning: har fokus på handling og forholdet mellem personer, samt begivenheder der bærer fortællingen fremad, bruges for eksempel i dramatiske, lyriske og episke genrer. or eksempel direkte tale med beretning.

Dækket direkte tale hører under beretning. Dækket direkte tale er når det sagte gengives med den talendes stil, (ydre dækning) for eksempel ved hjælp af bandeord eller dialekt. Dækket direkte tale benyttes ofte af tredjepersonsfortæller. Beretning foregår i højt fortælletempo, der er fokus på handlinger som bærer fortællingen fremad.

Replik: er baseret på førstepersonsfortæller (der er alligevel en der er implicit fortæller som er den skjulte instans, der styrer de talende.) Replik giver indirekte en karakteristik af de talende i forbindelse med tanker, dialekt og jargon. Skaber brud og variation i teksten, giver liv til teksten

Dialogen: i teksten støtter sig ofte til korte beskrivelser, der fletter ind imellem replikkerne.

Direkte tale: er når det sagte gengives ordret, og er markeret i teksten ved hjælp af citationstegn eller tankestreg.

Indirekte tale: er hvis det sagte gengives i fortællingsform uden spor af den talendes stil eller sprogform.

Refleksion: foregår igennem jeg-fortælleren, karakterer eller den alvidende fortæller der reflekterer over et emne, en person i forbindelse med et emne, en person i forbindelse med en handling. Refleksion findes i de fleste genrer, men især i de essayistiske genrer. Skaber bevægelse i læserens indre og udfordrer læserens normer, moral, tanker og følelser.

Indre monolog: er gengivelse af personens tanker. I indre monolog henvender personen til sig selv er ligesom et tankereferat, men fortalt sammenhængende, præget af personens sprogtone. Anvendes i forbindelse med tredjeperson fortæller.

Genre

Genre kommer af latin: genus – slægt, køn, art, måde.

Man kan også betegne genre som konventionelle koder bestemt af læseren og forfatterens forventningshorisont.

Man bruger genrer til at skille og samle tekster i klasser, og kan definere genrer som æstetiske normer, det gode kunstværk bør opfylde.

Læseren og forfatterens forventningshorisont skal i et eller andet omfang tilfredsstilles igennem genren. I krimien skal mordet opklares, og der skal være spænding, i eventyr skal der være prøver, prinser og prinser, og i fantasy skal overnaturlige hændelser finde sted etc. Måske kan man betegne genre som at vidne til et spil hvor man kender reglerne i meget store træk, men som læser ved du alligevel aldrig helt hvor fortælleren fører dig hen, men hvis du vælger en bog inden for en bestemt genre, for eksempel magisk realisme vil der altid være mystik og flere lag i fortællingen eller i horror-genren vil du være sikker på gys.

Hybridgenre er når træk fra to eller flere selvstændige genrer forenes.

Nye genrer, tænker jeg, opstår på samme måde som nye genrer inden for musik, billedkunst etc. nye genrer er betinget at strømninger og tendenser i tiden, nye genrer opstår ved sammensmeltning af flere genrer, nye genrer opstår ved leg og eksperimenter.

Hvis tekster bare har et eller andet særegent træk til fælles, kan man i princippet kategorisere dem i en særlig genre. Nogle eksperimentere med at blande med andre genrer, derfor er grænsen i mine øjne til dels flydende.

 

Den fantastiske genre

Den fantastiske genre trodser tidlig og rumlig logik.

Den klassiske fantastiske fortælling er opbygget med en begyndelse hvor læseren forberedes på den overnaturlige hændelse via indikationer på det overnaturlige. Derefter kommer en midte med en lang række spor, der bygger op til den overnaturlige begivenhed (sandhedsvidner.) I slutningen kommer beviset på, at en rationel forklaring ikke er tilstrækkelig (The pure phantastic.)

– Fantastiske fortællinger handler om det umulige bliver muligt. Skellet mellem tanke og omverden er nedbrudt.

– Fantastiske fortællinger rummer sansning og forestilling(skraft.)

– Fantastikken er hybridgenre mellem eventyr og den realistiske fortælling.

– Fantastikken beskriver overnaturlige fænomener med en foruroligende realisme, der rokker ved vores hverdags virkelighed.

Ifølge Tzvetan Todorov konstitueres det fantastiske via tre sammenhængende aspekter:

1. Det verbale aspekt (det sproglige system.) Den repræsenterede jeg-fortæller. Upålidelighed og pålidelighed, tøven.)

2. Det syntaktiske aspekt (komposition, som vedrører den måde værkets enkeltdele er relateret i forhold til hinanden.) Logiske relationer. Tidslige og rumlige relationer.)

3. Det semantiske aspekt (tekstens temaer.)

Tre betingelser ved den fantastiske tøven:

1. Læseren tøver mellem naturlig og overnaturlig forklaring på begivenhed.

2. Læseren deler sin tøven med en eller flere karakterer.

3. Læseren må undgå såvel allegorisk læsning som at læse fortællingen som et poetisk stemningsbillede.

Ifølge Todorov er tøven læserens oplevelse af tvetydighed i teksten. Læseren tøver i sin vaklen mellem to forklaringer, en videnskabelig og en overnaturlig. 

Virkelighed: Videnskab, rationalitet, det reale.’

Fantasi: Religiøsitet, irrationalitet, drøm, illusion, det imaginære.

Den empiriske læser er individuel konkret person og uafhængig af teksten. Påvirker og påvirkes af teksten. Den personlige oplevelse.

Den implicitte læser er en tekstinstans det vil sige den af teksten forudsatte ideallæser. En instans der er etableret af teksten det vil sige en teoretisk konstruktion ved hjælp af hvilken man taler om en moddellæserolle, som en læser må spille for at kunne afkode teksten.

Peter Rabinowitz’s grundlæggende teser i forbindelse med læsning præges af 4 konventioner, der kan kædes sammen med 4 læseaktiviteter:

a) Opmærksomhed læseren giver dele af teksten mere fokus end andre dele Eksplicitte tekstuelle signaler er f.x. gentagelse, en privelligeret placering i teksten f.x. titler, begyndelse, slutning, afgørende øjeblikke i plotopbygningen. Brud med tekstens mønster eller stil.– Fokus på de vigtigste detaljer i teksten. 

b) Meningstilskrivning er når læseren tilskriver noget mere abstrakt/symbolsk mening til tekstuelle detaljer.  – At tilskrive viden til de tekstuelle detaljer.

c) Tekstens gestaltning/helhed er når læseren gradvist forbinder tekstdele. Der skabes mønstrer som er en blanding af læserens forventninger og det tekstuelle. – At erkende tekstens tagen form som helhed. 

d) Sammenhæng styrer læserens fortolkning af teksten som sammenhængende helhed. – At se et system eller enhed i tekstens detaljer/dele.

Begreber i narratologien: 

Nedenfor har jeg lavet en opsummerings-liste, hvor jeg med stikord og korte forklaringer beskriver relevante og interessante begreber som vedrører narratologi: 

Forløb: Komposition. Spændingskurve. Begivenhedsrækkefølger. Sammenhængs række af hændelser. Hvordan teksten er komponeret.

Handling: Forløb af begivenheder. Kronologisk. Flashback. Flashforward. Variation. Evt. spændingskurve.

Lineær fortælling: Kronologisk fortælling. Kan indeholde flashbacks og flashforwards.

Cirkelkomposition: Slutter hvor den begynder.

Rammefortælling: Tekst der består af en eller flere afsluttede historier fortalt i en overordnet fortælling. For eksempel 1.000 og én nat.

Greimas aktantmodel: Aktantmodel der anvendes til at finde seks aktanter: Giver. Objekt. Modtager. Hjælper. Subjekt. Modstand.

Plot: Hovedlinje i narrativ fortælling. Den centrale handling. Kød plus knogler. Hjertet i historien. Plottets udvikling giver en bedre historie.   

Discourse: Den sproglige stil/form af det der fortælles.

Story: fortællingens handling. Storyline. Scene for scene. Idé. Tema. Den løse ramme.

Fortalt tid: er den tid hvor handlingen udspiller sig. Er udtryk for den tid teksten strækker sig over. 

Fortælletid: Er det tidspunkt hvor fortælleren beretter om begivenheder i teksten.    

Den implicitte fortæller: Den skjulte/usynlige fortæller, bagvedliggende. Alvidende. Han/hun. Fortæller arrangerer plottet.

Den eksplicitte fortæller: Den åbenlyse/synlige fortæller. Er tilsted i teksten. 1.personfortælling, jeg-fortælling (kan være han/hun.)

Homodiegetisk fortæller: 1.personfortæller der deltager og handler i historien. Person der er en del af historien. 

Autodiegetisk fortæller: Jeg-fortæller der fortæller om sit eget liv. Pålidelig. Skildrer virkeligheden upartisk. Overbevisende sammenhæng. 

Olympisk fortæller: Alvidende 3.personfortæller der har adgang til flere personernes tanker og følelser. Den alvidende fortæller kan bevæge sig ind og ud af personernes tanker og følelser. 

Upålidelig fortæller: Kommer ofte med selvmodsigelser. Benytter sig af sarkasme, humor, ironi, parodi og løgn. Usolidarisk. Usympatisk jeg. Er tvetydig.

Genre: Overbegreber. Overkategorier. Overskriften for stil, form og handlingens indhold. Er grupperinger af sammenspil imellem form og karaktertræk.

Paratekst: Begreb der sammenfatter alle de støttetekster som forfattere, forelæggere, redaktører, grafikere og anmeldere i forbindelse i formidlingsøjemed garnerer en tekst med.

Fokalisering: Synsvinklen. Hvad der tilbagegives af fortællingen.

Nulfokalisering: kaldes også ikke-fokalisering.

Intern fokalisering er det sammen som indre synsvinkel. Her kan springes i tid og rum. Ikke begrænset til en karakters synsvinkel. Ved hvad de andre tænker og siger.

Indre fokalisering: Indre synsvinkel. Intern fokalisering.

Ydre fokalisering: kan forklares som ydresynsvinkel. Ekstern fokalisering. Kun gengivelse af personens ydre fremtoning. Kender ikke personens indre liv.

Hvordan udføres en synsvinkel analyse: Man skelner mellem eksplicit og implicit. Er der tale om 1.personfortæller eller 3.personfortæller. Er fortælleren pålidelig eller upålidelig.

Fremstillingsformer – Fremstillingsformer, både scenisk og panoramisk, forbinder mellem tid og rum: Beskrivelse, beretning, replik og refleksion:

Beskrivelsen: formidler bestemte egenskaber ved steder, objekter, personer m.m. og giver abstrakte fænomener sanselig form. Sammenligning, symbolik og metaforer bruges i beskrivelsen. Beskrivelsen er i scenisk fremstilling kronologisk, ingen betydelige spring i tid, begivenhed og beskrivelse følges ad. Beskrivelsen sætter fortælletempoet ned, man dvæler ved detaljer, hvilket skaber intimitet og nærvær.

Beretning: har fokus på handling og forholdet mellem personer, samt begivenheder der bærer fortællingen fremad, bruges for eksempel i dramatiske, lyriske og episke genrer. For eksempel direkte tale med beretning.

Dækket direkte tale: hører under beretning. Dækket direkte tale er når det sagte gengives med den talendes stil, (ydre dækning) for eksempel ved hjælp af bandeord eller dialekt. Dækket direkte tale benyttes ofte af tredjepersonsfortæller. Beretning foregår i højt fortælletempo, der er fokus på handlinger som bærer fortællingen fremad. Skjulte replikker. Ordstillinger For eksempel: ”Han sagde: at han engang havde boet til leje i dette hus.”

Direkte tale: er når det sagte gengives ordret, og er markeret i teksten ved hjælp af citationstegn eller tankestreg.

Indirekte tale: er hvis det sagte gengives i fortællingsform uden spor af den talendes stil eller sprogform. Et referat af hvad personen siger.

Replik: er baseret på førstepersonsfortæller (der er alligevel en der er implicit fortæller som er den skjulte instans, der styrer de talende.) Replik giver indirekte en karakteristik af de talende i forbindelse med tanker, dialekt og jargon. Skaber brud og variation i teksten, giver liv til teksten.

Dialogen: i teksten støtter sig ofte til korte beskrivelser, der fletter ind imellem replikkerne.

Refleksion: foregår igennem jeg-fortælleren, karakterer eller den alvidende fortæller der reflekterer over et emne, en person i forbindelse med et emne, en person i forbindelse med en handling. Refleksion findes i de fleste genrer, men især i de essayistiske genrer. Skaber bevægelse i læserens indre og udfordrer læserens normer, moral, tanker og følelser.

Indre monolog: er gengivelse af personens tanker og følelser. I indre monolog henvender personen til sig selv er ligesom et tankereferat, men fortalt sammenhængende, præget af personens sprogtone. Anvendes i forbindelse med tredjeperson fortæller. Indre enetale. 

Scenisk fremstilling: Medsyn. Dvæler ved ting og situationer. Ned i tempo. Går ind i detaljer. Relativ kortvarig. (Evt. nutid direkte tale.) 

Bagudsyn: Fortæller om noget der er sket. Når historien fortælles senere. Foregår datid.

Medsyn: Når historien fortælles imens handlingen sker. Ofte nutid.

Indre komposition: Hvordan budskabet bliver formidlet. Handling. Spænding. Synsvinkel.

Ydre komposition: ”Krop”. For eksempel grafisk opbygning. Overskrift. Afsnit. Skrifttype.                       

Den implicitte forfatter: Den usynlige forfatter: Læserens forestilling om en forfatter som læseren bringes til at forestille sig ud fra teksten. 

Den implicitte læser: Den hypotetiske læser/figur.

Narratee: Personen i teksten som fortælleren taler til.

Modellæser: Indbygget læser.

Den empiriske forfatter: Den rigtige forfatter/den virkelige forfatter.

Panoramisk fremstilling: Bagudsyn. Scenisk. Giver overblik over noget der er sket. Bred beretning. Højt fortælletempo. Overskue handling flere steder. Roman.

Quotes

Om retorik

Den retoriske femkant

Afsender

Det vigtigt at afsenderen er bevidst om sin hensigt/intention. Den overordnede hensigt for afsenderen er at bevæge publikum.

 

Modtager

Modtageren kan eksempelvis være en heterogen gruppe, altså en sammensat gruppe. En blanding af mænd og kvinder med forskellig alder. Gruppen kan fx også være blandet i forhold til politisk ståsted, religion, etnisk oprindelse.

Det intenderende publikum er den gruppe som retor henvender mig til, og betragter som den mest relevante gruppe af modtagere, og ønsker at få tilslutning hos.

Den vigtigste linje i den retoriske femkant er afsender-Modtager

Sprog

Sproget kan fx være flydende, mundret og letlæseligt og have et touch af noget poetisk. Bevidstheden om sætningskonstruktioner, altså syntaks, er vigtig.

Emne

Kan fx være en kommentar til løgne i medierne eller kultisk religiøsitet.

Omstændigheder

Omstændighederne hænger sammen med kommunikationssituationen. Det er vigtigt at talen/teksten passer til situationen.

 

Appelformerne

Aristoteles opstillede tre etos dimensioner: Klogskab/dømmekraft, moralsk karakter, velvilje.

Persuasio handler om at overtale og overbevise og kan forbindes med appelformerne.

Etos

Etos refererer til at der skabes i kraft af talerens karakter, hvilket handler om retors troværdighed og tilhørendes tillid til personen.

Patos handler om følelsesmæssig stillingtagen fx vrede, sorg, glæde etc.

Stil

Stil handler blandt andet om tekstens totale sprogbrug.

Forholdet mellem form, indhold og virkning. Stil handler om, hvordan man fremstiller, hvad med hvilken effekt.

De fire klassiske stilkvaliteter

Fra den klassiske græske retorik.

1. Sproglig korrekthed handler om stavning, tegnsætning, og sætningsopbygning (syntaks).
2. Sproglig klarhed handler om præcis og stringent fremstilling og er forbundet med logos.
3. Stilistisk udsmykning kan kædes samme med ordvalg, ordenes sammenføjning for eksempel prosarytme og stilfigurer.

 

Tekstlige virkemidler

Antitese (kontrast). Eksempelvis linje:

”Længst ude på piletræernes grene sad flokke af små, lette fugle, op taget solede en stor kat sig med halvlukkede øjne.”

Her er antitesen små fugle og stor kat.

Troper er forbundet med billedsprog. Fx metaforen opstår ved at man henter et billede fra et andet betydningsfelt end det omtalte. Metaforen har den karakter at den træder i stedet for noget andet.

Metafor Gode metaforer kan have stærke virkninger. Metaforen anses ofte som kongen blandt stilfigurer. Metaforer kan være pædagogiske, vigtige for erkendelsen, overbevisende, manipulerende, kedelige. Fortærskede, irriterende eller gribende. En vis åbenhed og uklarhed er ofte med til at gøre poetiske metaforer fascinerende.

Ordfigurer i teksten hænger sammen med lyd, gentagelser og mønstrer i teksten.

Tankefigurer kan knyttes sammen med antiteser fx lys og mørke, modsætningen gør det til en tankefigur. Kan kædes sammen med besjælingen i en tekst.

4. Stilen skal være passende til den pågældende kommunikationssituation.

God stil anses for at være varieret og spiller på flere registrer, hvorimod monotoni forbindes med dårlig stil. Sproget bør være nuanceret og der kan gøres brug af metaforer. Lav stil som ses i fx værtshusviser og folkelige politiske taler, der som regel ikke indeholder særligt mange metaforer.

Det vil som regel være en fordel at man lader sin tekst trække på kvaliteter fra både det mundtlige og skriftlige. De fleste skriftlige tekster vinder ved at være mundrette.

Varieret periodelængde og en varieret brug af forskellige sætningstegn, samt afsnit og afsnit længde kan anvendes som bevidsthed retoriske virkemiddel fx fremhæves de ord der står i slutningen af en sætning eller et afsnit.

Oplæsning

I forbindelse med en fremførelse er det vigtigt retor kommer publikum i møde med stemme og krop. Ansigtsmimik og øjenkontakt er nogle af de virke midler man kan gøre brug af i forbindelse med en oplæsning.

Stemmen som auditivt udtryksmiddel er vigtig, og man bør være bevidst om artikulationen er tydelig, udtale hjælper med til at ordene fæstner sig bedre i publikum. Små og store pauser (fraseringer) i teksten er væsentlige, at understrege for at tekstens udtryk og mening bringes frem. Både tempo, rytme, variation, styrke og fraseringerne er vigtige, fordi alle dele er med til at levendegøre en tekst. Ansigtsmimikkens og kropssprogets har betydning samt øjenkontakt med publikum i forbindelse med fremførelsen. Det visuelle indtryk har også stor betydning for, hvordan fremførelsen virker ind på publikum.

Stiltræk det vil sige sproglige valg af enhver art, kan påføre os tankeindhold og påvirker vores erkendelse af verden.

Retorik – Teori og praksis af Charlotte Jørgensen og Charlotte Villadsen

Hvad er retorik?

Retorikken opstod i det antikke Grækenland. Siden har retorikken udviklet sig og tilpasset sig tidernes kultur og dermed skiftet ansigt i takt med det pågældende samfunds behov.

”Hver gang vi ønsker at fremstille et anliggende for vore medmennesker og delagtiggøre dem i det, foreligger der en retorisk og dermed hensigtsbestemt (intentionel) situation, uanset om tilhøreren i øvrigt forholder sig tilsluttende eller afvisende.” (p 13)

”Retorik er hensigtsbestemt tale, som også kan være noget man skriver. Retorik er læren om den intentionelle mundtlighed i tale og skrift.” (p 13)

Man kan definere retorik som en bestemt måde at bruge sproget på, det vil sige faget er en læren om retorisk sprogbrug. (Den klassiske græske handler om det praktisk niveau altså retor.) 

Persuasio er et nøglebegreb der kan kædes sammen med at overbevise og at overtale.

Snæver/smal persuasio svarer til betydningen i de danske verber overtale og overbevise, her må der nødvendigvis på forhånd være en uenighed eller blot lille potentiel modstand mellem afsender og modtager taler og tilskuer. Det er for eksempel snæver persuasio når politikeren holder en valgtale.

Bred persuasio er når samtalepartneren forholder sig neutral, og formålet blot er at en mekaniker forklarer en person, hvordan en bilmotor fungerer. Fafner erstatter det brede persuasiobegreb med ordet intentionel/hensigtsbestemt.

Etos og patos handler om emotionel, logos handler om intellektuel påvirkning. Disse tre begreber optræder som regel i samspil med vekslende indbyrdes styrke – afhængig af sammenhæng.

Etos: refererer til at der skabes i kraft af talerens karakter, hvilket handler om retors troværdighed og tilhørendes tillid til personen. Aristoteles opstiller tre etos-dimensioner der virker tillids skabende og gør taleren overbevisende: Klogskab/dømmekraft, moralsk karakter og velvilje. (p 14-15)

Patos: referer til følelsesmæssig stillingtagen, hvor taleren vækker tilhørerens følelser for eksempel, vrede, medlidenhed, sorg eller glæde.

Logos: er den overbevisning der skabes gennem selve talen altså via sagsforhold og argumentationen.

Den retoriske diskurs kan inddeles i tre talegenrer:

• Den juridiske
• Den politiske
• Lejlighedstalen

• Text

  Tekster

  Nedenfor nogle af mine tekster. Læs teksterne, bliv inspireret og skriv selv.

  

  Opgave: Beskriv et sted eller et landskab du har stået i. Brug sanserne:

  Vinden er skiftende 

  Dagen stiger af havets skød. Sandet er koldt under mine fødder. Vinden er skiftende, og gør sammen med solen havet til et tæppe af glimtende sølvstjerner, som jeg får lyst til at spise, inhalere eller bade i. Vinden afslører under stjernerne små områder af dybet; mørkt, vildt, uregerligt. Vinden over mig bevæger de farvede blade på trækronen, og skaber en tør og raslende lyd af vemod. Jeg fjerner en hårlok fra ansigtet, og ser op, jeg tænker at lige netop den lyd, findes ikke året rundt. Hybenroserne dufter stadig. Jeg lytter til den stille vinds leg med bladene, som snart vil falde et for et i efterårets gyldne skær, måske vil voldsomme stormstød rippe træet for de sidste blade. Senere vil træet strække sig nøgent i vintermørke uden en lyd og funkle med iskrystaller. Når foråret kommer, vil grønne skud og knopper titte frem. Sommerens blade vil være frodige og grønne og have en ny lyd. Vinden er skiftende, intet kommer tilbage på præcis samme måde som før… 

  Nogle af mine medstuderende fra mit studie, skrivekunst, kommenterede på teksten, det motiverede og inspirerede:

  ”En helt drømmeagtig beskrivelse af årstider. Man kommer helt til at tænke på alfer og feer. Måske er du en drømmeagtig skabning. Det er en dejlig tekst.”

  ”Drømmeagtig var også det ord, der faldt mig ind, da jeg læste din tekst. Jeg suges ind af stemningen og de detaljerede og smukke beskrivelser af sand, vand og havet som et “tæppe af glimtende sølvstjerner”. Det vækker min erindring om selv at have set havet præcis sådan. Teksten får mig til at være helt i nuet og samtidig kommer den ind på al tings forgængelighed. Rigtig smuk tekst og en fin afslutning, som sætter en klar fortællerstemme på.”

  ”Jeg startede med at være på stranden i din tekst (med kolde tæer!), men blev lidt forvirret af træerne, der trækkes ind i historien. Tænker at det måske er fordi vinden er dit fokus? Der kan selvfølgelig sagtens være træer på en strand, men den stereotype hjerne tænker straks “skov”, når du beskriver træer. Teksten havde virket mere “strand”, og stærkere i forhold til min læsning, hvis træerne var udeladt, og du istedet havde beskrevet den typiske strand; marehalm, muslinger, tang – og ikke mindst lugten heraf.”

  ”Jeg synes, at det er en lyrisk og sanselig tekst, du har skrevet. Vinden spiller en afgørende rolle for årstiderne, og noget kommer igen. Flot beskrevet.

  Opgave: Croquisskrivning. Se på en genstand og beskriv den uden at nævne den direkte ved navn.

  Gæt hvad det er, jeg har skrevet om i de to små tekster nedenfor.

  Tekst 1.

  Du er helt bedårende, men du kan ikke se dig selv, for du har ingen øjne.

  Du dufter berusende, men du kan ikke dufte dig selv, for du har ingen næse. 

  Du smager parfumeret, hvis man slikker på dig, men du kan ikke smage dig selv, for du har ingen mund.

  Du kan knækkes, så du giver lyd, men du kan ikke høre det, for du har ingen ører.

  Du er blød, og der kan udgydes blod, hvis man rører det område af dig, hvor dit forsvar sidder, men du kan ikke røre ved dig selv, for du har ingen hænder. 

  Tekst 2

  Du står udenfor i en voldsom regn. Du besidder en tryllebindende skønhed. Lige nu er du så ren og sart. Du er enestående her. Men der er haver længere borte, uendeligt store haver med masser af din art, og her vil du ikke være enestående, blot en tilfældig i mængden, på ingen måder unik. Jeg ved ikke, om jeg ville kunne finde dig, hvis du stod i mængden af andre som dig. Måske. Jeg håber det. Men lige nu, lige her, står du så smuk, og du er helt min egen midt i regnen. Jeg kan bedst lide din art i den ægte udgave, selvom din type efterlignes kunstigt. Men kunstig efterligning har ikke duften af dig, dine nuancer, og det ægte jeg så godt kan lide. Tiden er flygtig, og snart vil tiden afklæde dig din ydre skønhed, intet levende undgår at falme og forgå. Faktisk kan jeg lide at se dig falme, for du falmer så yndefuldt. Du kan forsøge at holde dig oprejst, men din jordiske skønhed vil forgå, du vil dø, men måske vil der senere indtræffe noget overjordisk, og du vil fødes på ny.

  Tekstanalyse

  Fra ”Skriftlig fremstilling” af Henrik Galberg Jacobsen og Peder Skyum-Nielsen:

  1: Skriv godt!

  At skrive godt er at skrive sådan, at det man har på hjerte – budskabet, indholdet, informationerne – kommer klart og effektivt frem til modtageren. Modtageren/læseren er vigtigst.

  Undgå formelle formuleringer. Skriv klart og specifikt.

  2: Skriv personligt!

  Brug personord som  jeg, vi, du, I og de. Regn læseren som ligeværdig og vigtig.

   

  3: Skriv forståeligt!

  Undgå fx fagord og fremmedord.

   

  4: Skriv konkret!

  Skriv så tæt på din læsers virkelighed som muligt. Brug fx ordet hæk frem for bevoksning. Det gør teksten mere konkret.

  5: Skriv opløst!

  Sæt punktum når du er færdig med at beskrive en handling eller information.

  6: Skriv lige ud!

  Skriv uden omsvøb. Hovedsagen først. Biomstændigheder efterfølgende. Skriv kort og klart hvad sagen drejer sig om. Sæt bisætninger og ledsætninger sidst frem for først i en helsætning.

  7: Skriv overskueligt!

  Husk overskrifter og afsnit.

   

  8: Skriv mundtligt!

  Skriv mundtligt. Skrift fx ’om’ og ikke angående eller vedrørende. Skriv og frem for samt. Skriv hvis i stedet for såfremt.

  9: Skriv sammenhængende!

  10: Skriv læsbart!

  Nedenfor en lyrik tekst jeg har skrevet ved kun at gøre brug af to ordklasser:

  Efterårståge

  Efterårståge belejrer

  Vinterkys begærer

  Forårsstorme beskærer

  Sommerøjne bestjæler

  Vintertåge bedugger

  Forårskys belægger

  Sommerstorme bevæger

  Efterårsøjne belyser

  Forårståge bevarer

  Sommerkys bedækker

  Efterårsstorme bedrager

  Vinterøjne beser

  Sommertåge betragter

  Efterårskys betaler

  Vinterstorme beviser

  Forårsøjne bestråler