Creative writing

Creative writing

Nedenfor spændende og tankevækkende inspiration fra faget kreativ skrivning, blandt andet om litteratur og subjektivitet og især om novellen

 

Litteratur og subjektivitet. Jørgen Dinesen Mag.art. i litteraturvidenskab. Professor i almen og sammenlignende litteraturvidenskab ved Syddansk Universitet.

”Det er min påstand, at der er træk ved os som art, som både gør litteraturen mulig og nødvendig. I og med at det enkelte subjekt udvikler evnen til at imitere og repræsentere omverdenen, andre og sig selv, bliver det tidligt i stand til at producere fiktioner og til at lege. Og med legen og dagdrømmen er fundamentet for litteratur også givet. Litteraturen er speciel ved at kunne imitere alle andre slags diskurser og tale, juridisk, medicinsk, teologisk etc.” Jørgen Dinesen Mag.art. i litteraturvidenskab.

Fem af litteraturens hovedmotiver:

Hvilke forbindelser indgår subjektet i og er præget af. Hvad karakteriserer et subjekt? Svaret er forholdet til kroppen, til psyken til den anden og til de andre og til den ydre natur.

1: Kroppen. Forholdet til kroppen som både er en del af os. Og vi af den, men                                        alligevel er den forskellig fra og fremmed for bevidstheden.

2: Psyken. Vor psyke er lige så fremmed for os og lader os lige så meget i stikken som kroppen. Vi besættes af dens begær, frygt og fantasier. Alligevel skaffer den os også sublime øjeblikke af indsigt, harmoni, triumf, kreativitet, af lyst og latter.

3: Forholdet til den anden, begærsobjektet. Selvom vores begær er vort eget, så er dets tilfredsstillelse oftest knyttet til den anden, fra barndommens forældre til det voksne livs kærlighedsforhold, samliv og børn. Derfor er vi altid udleveret til den anden eller savnet. Hvor frihed er altid begrænset og vort begær er aldrig uddelt.

4: Forholdet til de andre: Hvor egen situation og forholdet til den anden er altid i sidste ende afhængig af forholdet til de andre, som kollektiv og autoritet. Vi er en del af kollektivet og det er betingelsen for vor overlevelse, identitet og vor selvforståelse.

5: Forholdet til den ydre verden: Naturen opfatter vi enten som materie altså noget der står under os, og som vi ønsker at beherske, eller vi opfatter den som tvedelt dels som materiel, dels som metafysisk, som en åndelig realitet, som vi kan ære, men ikke forstå. Vi kan opfatte den som ophøjet og nære ærefrygt for den, men vi må også frygte den.

 


Novellen

Novellen Fra teksten Analytiske begreber

Fortælleren: i en novelle kan være eksplicit eller implicit.

Det kan være en 3.personfortæller/alvidende stemme der fortæller, som kan bevæge sig ind og ud af en eller flere personers tanker og følelser. Det kan være en 1.personfortæller/ et ”jeg” der fortæller.

Fortælleren giver ofte en afstand til den historie der fortælles, og fortælleren kan være både pålidelig eller upålidelig. Den upålidelige fortæller kommer ofte med selvmodsigelser, og der skabes dobbelthed og flere lag i fortællingen, læseren skal være vågen og forholde sig til fortællerens udsagn. Betegnelsen implicit fortæller er primært interessant, hvor der forekommer en fortælleinstans, der er forskellig fra en eksplicit fortæller. Det, der er tale om, er en retorisk dobbelthed eller ironi i forhold til fortælleren. Man kan også beskrive det sådan, at teksten husker, hvad fortælleren glemmer. 

To tidslige forløb – fabula og sjuzet: Fortælleren fungerer ofte som et bindeled mellem to forskellige forløb, handlingens forløb, fabula, og fortællingens forløb, sjuzet.

Fabula: Novellens handlings forløb er det der fortælles om, fabula, begivenhederne i den rækkefølge de virkelig skete. Til fabula kan man knytte spørgsmålet: Hvad skete der? Man kan også kæde begrebet fabula samme med begrebet story. Fabulaen er en historie vi rekonstruerer i læsningen af novellen. Med andre ord fabula er den fortalte historie.

Sjuzet: er fortællingens forløb, novellens arrangement af handlingsforløbet. På engelsk kalder man det narration og sjuzet er den russiske betegnelse. Sjuzet har med novellens form at gøre. Man kan kæde det sammen med spørgsmålet: Hvordan fortælles historien? Fortællingens forløb udgør selve novellen.

Plot: Den danske novelleteoretiker Søren Baggesen siger: ”Novellen er fiktion om et faktisk afsluttet forløb, som berettes.” men ikke alle er enige deri, Baggesens opfattelse hænger mest samme med den klassiske novelle tradition fra omkring år 1800. I nyere tid kendetegner man plot som et narratologisk begreb, der betegner fortolkningen af hvordan sjuzet og fabula virker i forhold til hinanden i en given tekst.

Begivenhed: har en særstatus i novelleteorien. Helt generelt kan man karakterisere en begivenhed som en novelles vigtigste tema. Begivenheden behøver ikke i sig selv at være stor og bemærkelsesværdig, men er snarere betydningsfuld i den forstand, at den får indflydelse på personerne, eller at personerne fortolker den som vigtig. Begivenheden kan komme strukturelt til udtryk, og kan ses som et indslag i et forløb eller en forstyrrelse af en eksisterende orden. Med Goethes definition af novellen blev begivenheden sat i fokus som specifik for novellegenren, som en ”indtruffet, uhørt begivenhed. Goethe sagde: ”Hvad er en novelle andet end en indtruffet, uhørt begivenhed?” Det uhørte vil sige at begivenheden skal være overraskende eller ny i forhold til den umiddelbare kontekst. Begivenheden er ofte noget udefrakommende, noget der indtræffer for novellens personer.

Søren Baggesen hæfter betegnelsen irrationel på begivenheden for at markere, at den sker for menneskets aktive og rationelle handlinger. Men betegnelsen irrationel er blevet kritiseret for at være misvisende i forhold til noveller. Det essentielle ved Baggesens begivenhedsbegreb er imidlertid, at begivenheden er noget udefrakommende, hvad enten det skyldes skæbnen eller tilfældighed. Det hænger blandt andet sammen med hans pointering af, at novellegenren snarere beskæftiger sig med menneskenes vilkår end menneskene selv.

Ifølge Aage Henriksen er begivenheden et indslag udefra, og en novelle fremstiller han strukturelt som et forløb med to skæringspunkter hvoraf det første er den forstyrrelse, som begivenheden forårsager, og det andet skæringspunkt udgør oprettelsen af en ny orden.

En novelles begivenhed har indflydelse på personernes situation eller livssyn. Begivenheden er betydningsfuld fordi den tillægges betydning af personerne.

I tidligere tiders typiske romantiske noveller i omkring år 1800 var begivenheder i novellen så store som for eksempel jordskælv. Nogle nyere minimalistiske realistiske noveller vælger at fokusere på mindre begivenheder. De nedtonede realistiske hverdags skildringer er blevet beskrevet som ”slice-of-life” litteratur, små beretninger der bare fortæller lidt fra det virkelige liv. Begivenheden skal fungere som et tematisk begreb, der skal argumenteres for i fortolkningen. Begivenhedens foranderlige karakter hænger også sammen med en generel litteraturhistorisk udvikling mod stadig mere implicitte betydningsdannelser.

Pointe: forstås almindeligvis som et vendepunkt hen imod slutningen af en histories narrative forløb. Her når handlingen et dramatisk højdepunkt. Eller der sker en løsning af en konflikt.

I følge Søren Baggesen er determinationspunktet novellens vendepunkt, eller den begivenhed hvor irrationelle magter slår ind i personens tilværelse, og hvoraf alle andre begivenheder følger. Irrationelle magter kan slå ind i en ordnet verden og betinger det videre handlingsforløb. Ifølge Baggesen kan en egentlig pointe i en novelle for eksempel være: ”tilværelsens dobbelthed, erkendelsen af at tilværelsen er en spænding mellem himmel og helvede.” Tolkningspunktet er derimod det punkt, hvor novellen åbner sig mod en egentlig tilværelsestolkning. Det behøver ikke at være punktuelt tilstede, men kan optræde som et sammenspil mellem novellens enkelte dele.

Om novellen

Fra ”Struktur og retorik i den klassiske novelle” Thomas Bredsdorff:

Drama, anekdote og roman er alle prosa. For et stykke prosa kan alt forekomme, tager det to minutter er det nok en anekdote, tager det tyve timer er det nok en roman. Men prosa fortællinger er de alle tre. Minimums definitionen af en novelle er jo, at den er længere end den korte og kortere end den længere af de tilgrænsende prosa-fiktionsformer.

Aage Henriksen har videre udviklet på Søren Baggesens novellemodel, der er et godt redskab at forstå noveller med, den udpeger en struktur opbygget af tre led:

1: To begivenheder.

2: To normsæt.

3: Tre mulige udgange.

Goethe sagde, novellen er en indtruffet uhørt begivenhed, altså begivenheden er indtruffet tidligere forud for fortællingen om den. Der er gerne to tider i disse fortællinger, fortællingens og det senere tidspunkt på hvilken den fortælles. Noveller af den type rummer gerne en fortæller der er en del af fiktionen.

Fortællingerne begynder i nedskrivningens stund nu – som svarer til læsningens – og kaster derfra blikket tilbage til fortællingens tid, et eller andet netop nu bringer et eller andet fra før i tiden i levende erindring.

Novellen er ikke kun en uhørt begivenhed. Den er også (en foregivelse af) sandheden.

Fra ”Novellen lige nu” Erik Skyum- Nielsen:

”For at kunne skrive en novelle må man være i besiddelse af en på forhånd dannet tilværelsesopfattelse, i forhold til hvilken en hændelse, et stykke af virkeligheden, kan skabe konflikt, hvorimod man, når man skriver en roman, til stadighed søger sig frem, på jagt efter en mulig helheds opfattelse.

Aage Henriksen, der har videre udviklet på Søren Baggesens novellemodel og er kommet frem til at hvis centrum ligger i mødet, i den krise, der opstår, når en etableret orden konfronteres med noget der ligger udenfor den. Ved en pludselig fortætning mødes et socialt eller mentalt miljø med en fremmedhed eller andethed, som bringer miljøets bærende selvforståelse i uro. Og i kraft af den heraf følgende sammenligning af en ordning med en anden, bliver novellen som allerede antydet en fundamentalt filosofisk genre, som i et afgrænset forløb etablerer, konfronterer og diskuterer mindst to indbyrdes modstridende, som regel helt uforenelige opfattelser af tilværelsen. Kortprosaen spørger ikke så meget om hvordan menneske og verden rettelig bør forstås. Derved får den korte prosa en styrende erkendelses interesse af kritisk intellektuel art.

Novellen rejser en pointe om hvordan det hele skal fortolkes. Er pointen indbygget og forløbet koncentreret, kan vi tale om en short story. Lægges pointen i slutningen, som fortætning og fortolkning af en markant begivenhed, har vi novellen i den typiske og velkendte udgave.

Noveller findes langt tilbage i tiden for eksempel i romantikken, men som så meget andet er den i løbende udvikling, i 80èrne og 90èrne bestræber flere forfattere sig på at ramme sider af virkelighed som mennesker ikke råder over, det tavse og usete, det ubeskrevne og unavngivne, det uberegnelige og flygtige.

I 90èrne får novellen nogle gennemgående træk:

1.Personerne har ingen, eller så godt som ingen fortid. Og har de en fremtid uden for teksten antydes denne kun.

2.Miljøbeskrivelsen er som regel standardiseret og typificeret. Vi bevæger os i en anonym fælles nutid.

3.Begivenhederne mangler dramatisk voldsomhed. Er tit yderst banale.

4. Til gengæld ses en rig mangfoldighed på fortællerens plan, novellen kredser til stadighed om, hvordan noget skal forstås, også hvor dette noget knap er til at få øje på

 



Om litteraritet og erindring

”Skønlitteratur kan ses som et redigeret udsnit af virkeligheden, bag en støvet rude. Og vi betragter mønstret i glasset mere end virkeligheden bag. Man kan sige en god tekst løfter det private forlæg op på et personligt plan, som andre kan spejle eksistensen i. Skønlitteratur handler om oplevede virkelighedsforhold. Ofte vil videnskaberne objektivere vores eksistens, hvor kunsten subjektiverer den.”

Trisse Gejl.

 

”Romanen afspejler ikke virkeligheden, den afspejler eksistensen.”

Milan Kundera.

 

Jørgen Dines Johansen beskriver litteraturens 5 hovedmotiver som værende:

1. Forholdet til kroppen, det er den vi sanser verden gennem.

2. Forholdet til psyken, det er den vi er bevidst om verden med.

3. Forholdet til den anden, det kan være den anden vi forløses igennem.

4.Forholdet til de andre, det former på godt og ondt vores identitet.

5. Forholdet til naturen, den er os overlegen både hvad ånd og materie angår.

 

Ifølge Arne Melberg findes der tre retninger i selvfremstillende skønlitteratur:

1.Den visende selvfremstillede litteratur, her viser forfatteren sit liv og fastholder ved hjælp af mindet.

2.Den søgende selvfremstillede litteratur, her søger forfatteren sig selv. Et omflakkede subjekt søgende efter herkomst.

3. Den skjulende selvfremstillede litteratur Her har forfatteren en splittet fascination af egen historie, men skjuler sig i karakterer og deres handlinger. Tilslører gerne i noget der måske kan føles som en litterær sandhed, der er væsentligere end et forsøg på en objektiv sandhed. Der kan ske fordoblinger og projiceringer af forfatterjeget. Der er også en vis melankoli forbundet med det.