Tekster
Bloggen fungerer mere som webside end som decideret blog. Under de forskellige kategorier i menuen, deler jeg skriveinspiration.
Nedenfor nogle af mine tekster produceret i forbindelse med mit studie, skrivekunst. Læs teksterne, bliv inspireret og skriv selv.
1. opgave kreativ skrivning
Beskriv et sted eller et landskab du har stået i
Vinden er skiftende
Dagen stiger af havets skød. Sandet er koldt under mine fødder. Vinden er skiftende, og gør sammen med solen havet til et tæppe af glimtende sølvstjerner, som jeg får lyst til at spise, inhalere eller bade i. Vinden afslører under stjernerne små områder af dybet; mørkt, vildt, uregerligt. Vinden over mig bevæger de farvede blade på trækronen, og skaber en tør og raslende lyd af vemod. Jeg fjerner en hårlok fra ansigtet, og ser op, jeg tænker at lige netop den lyd, findes ikke året rundt. Hybenroserne dufter stadig. Jeg lytter til den stille vinds leg med bladene, som snart vil falde et for et i efterårets gyldne skær, måske vil voldsomme stormstød rippe træet for de sidste blade. Senere vil træet strække sig nøgent i vintermørke uden en lyd og funkle med iskrystaller. Når foråret kommer, vil grønne skud og knopper titte frem. Sommerens blade vil være frodige og grønne og have en ny lyd. Vinden er skiftende, intet kommer tilbage på præcis samme måde som før…
Nogle af mine medstuderende kommenterede på teksten, og det motiverede og inspirerede:
”En helt drømmeagtig beskrivelse af årstider. Man kommer helt til at tænke på alfer og feer. Måske er du en drømmeagtig skabning. Det er en dejlig tekst.”
” Drømmeagtig var også det ord, der faldt mig ind, da jeg læste din tekst. Jeg suges ind af stemningen og de detaljerede og smukke beskrivelser af sand, vand og havet som et “tæppe af glimtende sølvstjerner”. Det vækker min erindring om selv at have set havet præcis sådan. Teksten får mig til at være helt i nuet og samtidig kommer den ind på altings forgængelighed. Rigtig smuk tekst og en fin afslutning, som sætter en klar fortællerstemme på.”
” Jeg startede med at være på stranden i din tekst (med kolde tæer!), men blev lidt forvirret af træerne, der trækkes ind i historien. Tænker at måske er fordi vinden er dit fokus? Der kan selvfølgelig sagtens være træer på en strand, men den stereotype hjerne tænker straks “skov”, når du beskriver træer. Teksten havde virket mere “strand”, og stærkere i forhold til min læsning, hvis træerne var udeladt, og du istedet havde beskrevet den typiske strand; marehalm, muslinger, tang – og ikke mindst lugten heraf.”
” Jeg synes, at det er en lyrisk og sanselig tekst, du har skrevet. Vinden spiller en afgørende rolle for årstiderne, og noget kommer igen. Flot beskrevet.”
2. opgave kreativ skrivning
Croquisskrivning. Se på en genstand og beskriv den uden at nævne den direkte ved navn. Gæt hvad det er, jeg har skrevet om i de to små tekster nedenfor.
Tekst 1.
Du er helt bedårende, men du kan ikke se dig selv, for du har ingen øjne.
Du dufter berusende, men du kan ikke dufte dig selv, for du har ingen næse.
Du smager parfumeret, hvis man slikker på dig, men du kan ikke smage dig selv, for du har ingen mund.
Du kan knækkes, så du giver lyd, men du kan ikke høre det, for du har ingen ører.
Du er blød, og der kan udgydes blod, hvis man rører det område af dig, hvor dit forsvar sidder, men du kan ikke røre ved dig selv, for du har ingen hænder.
Tekst 2
Du står udenfor i en voldsom regn. Du besidder en tryllebindende skønhed. Lige nu er du så ren og sart. Du er enestående her. Men der er haver længere borte, uendeligt store haver med masser af din art, og her vil du ikke være enestående, blot en tilfældig i mængden, på ingen måder unik. Jeg ved ikke, om jeg ville kunne finde dig, hvis du stod i mængden af andre som dig. Måske. Jeg håber det. Men lige nu, lige her, står du så smuk, og du er helt min egen midt i regnen. Jeg kan bedst lide din art i den ægte udgave, selvom din type efterlignes kunstigt. Men kunstig efterligning har ikke duften af dig, dine nuancer, og det ægte jeg så godt kan lide. Tiden er flygtig, og snart vil tiden afklæde dig din ydre skønhed, intet levende undgår at falme og forgå. Faktisk kan jeg lide at se dig falme, for du falmer så yndefuldt. Du kan forsøge at holde dig oprejst, men din jordiske skønhed vil forgå, du vil dø, men måske vil der senere indtræffe noget overjordisk, og du vil fødes på ny.