Narratology

Narratologi – læren om fortællinger

Inden jeg begyndte, at studere skrivekunst, ville jeg ønske, at der var et sted, hvor jeg kunne søge inspiration og finde information om narratologi, nu har jeg skabt sådan en side selv, inspireret af faget praktisk narratologi. Nedenfor deler jeg noget af det, som jeg har lært om fortælling.

Om narrativitet

Narrativitet er repræsentationen af ​​begivenheder, der består af historie og fortællende fortællingsdiskurs. Historie er en begivenhed eller begivenhedssekvens (handlingen), og fortællingsdiskursen er de begivenheder som repræsenteres.

Narrativ betyder fortælling, og det er dine egne fortællinger eller narrativer, og den indflydelse disse narrativer har på dit liv, der er af betydning for, hvordan man trives. Narrativer danner vi i interaktioner med andre mennesker, og de er bestemt af den kulturelle og historiske sammenhæng, vi lever i.

Den basale grundfortælling indeholder: En person, der handler for at opnå et mål i nogle bestemte rammer ved hjælp af bestemte midler.

Definition: Hvad er en fortælling?

Årsag-Virkning-Relationer: Fortællinger ordner begivenhedsrækker (sekvenser) i årsag-virkning (+tidslighed.)

En fortælling indeholder som regel:

  • Person(er)
  • Handlinger eller aktivitet
  • Rammer og forhold
  • Mål
  • Midler

Om Narrative discourse – Fortællingsdiskurs

En fortællingsdiskurs er en diskurs, der er en redegørelse for begivenheder, som oftest i fortiden, der anvender tal, bevægelse og handling for at beskrive en række begivenheder, der er betingede af hinanden, og som typisk fokuserer på en eller flere typer af handlinger.

Eksempler: Folkehistorier. Historier om virkelige eller forestillede forfædre, der ofte indeholder overnaturlige elementer. Historiske begivenheder. Historier eller regnskaber om den sociale og politiske historie i verden og dens kontakter med resten af ​​verden mytologi.

Historier der forklarer oprindelse, naturlige fænomener eller sociale og religiøse skikke, der ofte involverer det overnaturlige. Personlig erfaring. Regnskaber af væsentlige begivenheder i fortællerens eller samfundets liv.

Enhver fortælling fortælles i en diskurs, som kan defineres som en sproglig orden, en måde at tale på, der disciplinerer de mennesker, der betjener sig af denne diskurs, til netop at tale i denne diskurs og at definere verden i overensstemmelse med denne diskurs.

Rammefortælling er en tekst, der består af en eller flere uafsluttede historier fortalt i en overordnet fortælling.

*

Fremstillingsformer og udsigelsesformer 

Scenisk og panoramisk fremstillingsform handler om forbindelse mellem tid og rum

Scenisk fremstillingsform: Tid: Begivenheder og beskrivelse følges ad. Beskrivelsen er kronologisk. Ingen betydelige spring i tid. Handlingen udspiller sig ét sted. Lavt fortælletempo, handlingen skrider langsomt frem. Effekt: Nærvær, intimitet i fremstillingen. Fortælleren kan dvæle ved personernes ord og adfærd.

Panoramisk fremstillingsform: Tid: Fortælleren kan sammenfatte længere tidsforløb og springe frit mellem forskellige steder i handlingen. Kan panorere både i tid og rum. Højt fortælletempo. Effekt: Kan skabe indtryk af overblik. Kan bringe meget information på kort plads og bringe fortællingen frem i en fart. 

I fiktion kan fortællerinstansen veksle mellem fremstillingsformer

Beskrivelse: formidler bestemte egenskaber ved steder, objekter, personer m.m. og giver abstrakte fænomener sanselig form. Sammenligning, symbolik og metaforer bruges i beskrivelsen. Beskrivelsen er i scenisk fremstilling kronologisk, ingen betydelige spring i tid, begivenhed og beskrivelse følges ad.

Beretning: har fokus på handling og forholdet mellem personer, samt begivenheder der bærer fortællingen fremad, bruges for eksempel i dramatiske, lyriske og episke genrer. Dækket direkte tale hører under beretning. Dækket direkte tale er når det sagte gengives med den talendes stil, (ydre dækning) for eksempel ved hjælp af bandeord eller dialekt. Dækket direkte tale benyttes ofte af 3.personsfortæller.

Replik: er baseret på 1.personsfortæller (der er alligevel en der er implicit fortæller som er den skjulte instans, der styrer de talende.) Replik giver indirekte en karakteristik af de talende i forbindelse med tanker, dialekt og jargon. Dialogen i teksten støtter sig ofte til korte beskrivelser der fletter ind imellem replikkerne.

Refleksion: foregår igennem jeg-fortælleren, karakterer eller den alvidende fortæller der reflekterer over et emne, en person i forbindelse med et emne, en person i forbindelse med en handling. Refleksion findes i de fleste genrer, men især i de essayistiske genrer. 

Til de litterære fremstillingsformer hører måden hvorpå fortælleren formidler personens tanker og ord

Direkte tale: Når det sagte gengives ordret som replikker. – Kan være markeret i teksten ved hjælp af citationstegn eller tankestreg.

Indirekte tale: Hvis det sagte refereres eller gengives i forkortet form uden spor af en talendes stil eller sprogtone.

Dækket direkte tale: Her gengives det sagte med træk for den talendes stil og sprogtone for eksempel ved hjælp af bandeord eller dialekt. Dækket direkte tale fremtræder som beretning, men er skjult i personernes replikker, og benyttes ofte af en 3.personfortæller.

Indre monolog: Gengivelse af personens tanker i en tilsyneladende uformidlet form. Indre monolog består af personens tanker formuleret som ord og sætninger henvendt til personen selv. Optræder i 3.persones-fortællinger, hvor beretningen periodevist glider over i en gengivelse i en eller flere personers tanker.

Positioner

Indvendigt syn: Den alvidende fortæller og den personbundende fortæller. Adgang til en eller flere personers bevidsthed. Dette kan forstærke læserens identifikation og indlevelse, samt skabe sympati og tillid.

Udvendigt syn: Kun adgang til personerne udefra. Tanker og følelser skildres kun indirekte. Kan skabe usikkerhed og spænding omkring karakterens motiver til at handle, som han/hun gør.

Medsyn: Fortælleren er ét med handlingen og ved lige så lidt som læseren, hvad der vil ske i det efterfølgende. Fortælleren er altså placeret i forhold til det fortalte. Er ikke bundet af nogen bestemt fortællertype. Medsyn kan skabe intensitet og dramatik, fordi handlingens og læsningens nu er sammenfaldende.  Medsyn er nutid. Man kan sige at vi som læsere er sammen med fortælleren både hvad tid, sted og handling angår, det skaber en form for både spænding og intimitet, fordi man som læser følges ad med fortælleren. I forbindelse med medsyn kan man sige at fortæller og læser er på niveau i forhold til tid, sted og handling.

Bagudsyn: Fortælleren beretter efter begivenhederne har fundet sted. Fortælleren kan overskue enhver tid og hele begivenhedsforløb. Kan bryde kronologien og komplicere plottet samt samle eller aflede læserens opmærksomhed mod eller fra noget bestemt. Bagudsyn er datid. I forbindelse med bagudsyn ved fortælleren konstant mest.

Flashback: Kortvarigt brud på positionen i form af et tilbageblik. Bruges ofte i rammefortællinger.

Flashforward: Kortvarigt brud på positionen i form af et forudgreb.

Narratologi er et enormt spændende område fordi, fortællinger sker hele tiden og i mange sammenhænge. Narratologi handler blandt andet om de fortællinger, vi fortæller os selv, hinanden og den historie der fortælles om tiden og verden. Ord har en vild kraft og narratologi virker stærk ind på dig, mig tiden og verden, samtidig med at fortællingerne, kan manifestere og skabe ting. Narratologi kan forklare, forvandle forløse og bevæge, men også forføre, fortolke og fængsle, fortællingen rummer på en måde alt. Der er noget i fortællinger der holder fast i tid og rum, men samtidig kan fortællinger netop bryde tid og rum. Der er en uendelig kraft i ord. 

Fokalisering er at fortælleren enten står uden for eller selv er en karakter i fortællingen.

Story: Er indhold af fortællingen og går forud for fortællingen.

Story discourse: Er præsentation af storyens begivenheder, setting og karakterer i en sproglig form.

Simultannarration: Kan forklares som en ”livetrasmission” af begivenhederne. Simultannarration er at handlingen finder sted samtidig med der fortælles.

Om fortællinger i 1.person nutid kan man sige at man som læser på en måde kommer tæt på et menneskes sind, en virkelighed, og handlinger lige midt i vores tid.

Fortælling tid, rum, karakter, handlingsforløb

Hvilken betydning har tekstverdenen herunder tid, sted, karakterer og handlingsforløb for fortællingen?

Jeg tænker at tiden er vigtig både i forhold til, hvor vi er i verdenshistorien, og i forhold til værdier og normer i tiden. Tid i forbindelse med årstider, og tid i forbindelse med hvilket tidspunkt vi befinder os på dagen, giver også meget til en tekst. Tid er i det hele taget et enormt spændende begreb. Sted har også stor betydning for, hvordan man læser en tekst, jeg ser det som meget vigtigt, at der er etableret et eller andet form for rum, som læseren kan relatere til og godkende i et eller andet omfang. Karakterer er vigtige, fordi de skaber handlingsforløbet ved deres ageren i verden. Teksten vil blive langt mere svævende, hvis forfatteren ikke etablerer en eller anden for tid og rum.

 

Om den upålidelige fortæller og fokalisering

Ifølge James Phelan og Martin findes der flere former for upålidelig fortælling:

1. Upålidelig rapportering vedrørende kendsgerninger og begivenheder.

2. Upålidelig vurdering vedrørende etisk og værdimæssige vurderinger.

3. Upålidelig fortolkning vedrørende viden og perception.

Phelan og Martin kombinerer desuden fortælleren og læserens definition af upålidelighed til også at omfatte:

1. Fejlrapportering vedrører at fortælleren ikke rapportere det hændte på grund af manglende viden eller misforståede værdier.

2. Fejlfortolkning vedrører at fortælleren gengiver en hændelse ud fra fortællerens tolkningaf det skete.

3. Fejlvurdering fortælleren vurderer tingene forkert baseret på forkerte værdier. – En usand betragtning som fortælleren på et vist nivau ved er usand.

4. Underrapportering er når fortælleren beretter/fortæller mindre end han ved.

5. Underfortolkning når fortælleren ikke har nok viden til at fortolke et eller andet fyldestgørende.

6. Underbetragtning er betinget af manglende viden. vedrører fortællerens værdier og moral – etikken er på rette vej, men utilstrækkelig.

Phelan og Martin understreger, at de forskellige typer af upålidelighed ofte ses kombinerede med hinanden.

Per Krogh Hansen siger meget om fortæller-upålidelighed, nogle af de punkter der fanger mig, og som jeg synes beskriver upålidelighed i fortælling godt, har jeg listet nedenfor:

– Det er ikke let at udpege hvornår den første upålidelige fortæller optrådte i litteraturen.

– Vi lever generelt i en værdinihilistisk, ironisk tidsalder, og kan derfor dårligt undgå at forlene de fleste fortællere med upålidelighed.

– Upålidelighedsteknikken er i udbredt grad tilknyttet 1. persons fortæller modus. Et ”jeg” kan tale for sig selv. Et ”han” eller ”du” afhænger af noget/nogen siger han eller du.

– Analysen af fortællerens upålidelighed er et tekstanalytisk detektivarbejde.

– I upålidelig fortælling er der sprækker og revner, som viser sig, huller fortælleren selv forsøger at være opmærksom på at skabe eller huller der fungerer ubevidst fra fortællerens side.

– Wayne C. Booth siger: En pålidelig fortæller taler for eller handler i overensstemmelse med værkets normer, og er en upålidelig fortæller når han ikke gør.

– Booth siger at den upålidelige fortæller beskriver på en måde så begivenhederne fremstår som fordrejede i forhold til læseren og den implicitte forfatteres oplevelse af handlingsgangen. Den upålidelige fortæller fortier hændelser eller fordrejer fremstillingen til egen fordel.

– Upålidelige fortæller kan opstå ubevidst hvis fortælleren ikke har den nødvendige indsigt i sagens rette sammenhæng.

– Upålidelig narration er en ironisk form med selvmodsigelser.

– Hvis man oplever en fortæller som upålidelig, skyldes det læserens moralske overbevisning.

– Den implicitte forfatter udvælger bevidst eller ubevidst hvad vi læser, vi tilføjer ham som en ideel, litterær, skabt version af det virkelige menneske, han er summen af sine egne valg.

 

Hvilken effekt har fortæller-upålidelighed i en tekst?

I mine øjne skærper upålidelighed i en tekst læserens opmærksomhed. Upålidelighed gør fortælleren mere levende, dobbelt og ”farlig” det skaber en spænding imellem fortæller og læser, hvor man skal være ekstra opmærksom. Upålidelighed kan anvendes for at øge læserens opmærksomhed og til at skabe flere dimensioner og flere lag i teksten.

 

Karakteren 

En karakterer kan for eksempel skabes ved at sætte den i skarp kontrast til en anden karakter, på den måde vil vi forholde os til hovedpersonens karaktertræk via en anden karakter i teksten.

Tekster kan danne deres karakterer ved hjælp af en prædikant-karaktant, det vil sige en karakter blotlægger eksisterende træk ved en anden karakter.

Midler som rund karakter der er svær at beskrive med flere lag og nuanceret dybde, og flad karakter der er mere overfladisk beskrevet, er også måder at skabe karakterer på.

Fremstillingsformer 

Beskrivelse, beretning, replik og refleksion

Fremstillingsformer, både scenisk og panoramisk, forbinder mellem tid og rum:

Beskrivelsen: formidler bestemte egenskaber ved steder, objekter, personer m.m. og giver abstrakte fænomener sanselig form. Sammenligning, symbolik og metaforer bruges i beskrivelsen. Beskrivelsen er i scenisk fremstilling kronologisk, ingen betydelige spring i tid, begivenhed og beskrivelse følges ad. Beskrivelsen sætter fortælletempoet ned, man dvæler ved detaljer, hvilket skaber intimitet og nærvær.

Beretning: har fokus på handling og forholdet mellem personer, samt begivenheder der bærer fortællingen fremad, bruges for eksempel i dramatiske, lyriske og episke genrer. or eksempel direkte tale med beretning.

Dækket direkte tale hører under beretning. Dækket direkte tale er når det sagte gengives med den talendes stil, (ydre dækning) for eksempel ved hjælp af bandeord eller dialekt. Dækket direkte tale benyttes ofte af tredjepersonsfortæller. Beretning foregår i højt fortælletempo, der er fokus på handlinger som bærer fortællingen fremad.

Replik: er baseret på førstepersonsfortæller (der er alligevel en der er implicit fortæller som er den skjulte instans, der styrer de talende.) Replik giver indirekte en karakteristik af de talende i forbindelse med tanker, dialekt og jargon. Skaber brud og variation i teksten, giver liv til teksten

Dialogen: i teksten støtter sig ofte til korte beskrivelser, der fletter ind imellem replikkerne.

Direkte tale: er når det sagte gengives ordret, og er markeret i teksten ved hjælp af citationstegn eller tankestreg.

Indirekte tale: er hvis det sagte gengives i fortællingsform uden spor af den talendes stil eller sprogform.

Refleksion: foregår igennem jeg-fortælleren, karakterer eller den alvidende fortæller der reflekterer over et emne, en person i forbindelse med et emne, en person i forbindelse med en handling. Refleksion findes i de fleste genrer, men især i de essayistiske genrer. Skaber bevægelse i læserens indre og udfordrer læserens normer, moral, tanker og følelser.

Indre monolog: er gengivelse af personens tanker. I indre monolog henvender personen til sig selv er ligesom et tankereferat, men fortalt sammenhængende, præget af personens sprogtone. Anvendes i forbindelse med tredjeperson fortæller.

 

Genre

Genre kommer af latin: genus – slægt, køn, art, måde.

Man kan også betegne genre som konventionelle koder bestemt af læseren og forfatterens forventningshorisont.

Man bruger genrer til at skille og samle tekster i klasser, og kan definere genrer som æstetiske normer, det gode kunstværk bør opfylde.

Læseren og forfatterens forventningshorisont skal i et eller andet omfang tilfredsstilles igennem genren. I krimien skal mordet opklares, og der skal være spænding, i eventyr skal der være prøver, prinser og prinser, og i fantasy skal overnaturlige hændelser finde sted etc. Måske kan man betegne genre som at vidne til et spil hvor man kender reglerne i meget store træk, men som læser ved du alligevel aldrig helt hvor fortælleren fører dig hen, men hvis du vælger en bog inden for en bestemt genre, for eksempel magisk realisme vil der altid være mystik og flere lag i fortællingen eller i horror-genren vil du være sikker på gys.

Hybridgenre er når træk fra to eller flere selvstændige genrer forenes.

Nye genrer, tænker jeg, opstår på samme måde som nye genrer inden for musik, billedkunst etc. nye genrer er betinget at strømninger og tendenser i tiden, nye genrer opstår ved sammensmeltning af flere genrer, nye genrer opstår ved leg og eksperimenter.

Hvis tekster bare har et eller andet særegent træk til fælles, kan man i princippet kategorisere dem i en særlig genre. Nogle eksperimentere med at blande med andre genrer, derfor er grænsen i mine øjne til dels flydende.

 

Den fantastiske genre

Den fantastiske genre trodser tidlig og rumlig logik.

Den klassiske fantastiske fortælling er opbygget med en begyndelse hvor læseren forberedes på den overnaturlige hændelse via indikationer på det overnaturlige. Derefter kommer en midte med en lang række spor, der bygger op til den overnaturlige begivenhed (sandhedsvidner.) I slutningen kommer beviset på, at en rationel forklaring ikke er tilstrækkelig (The pure phantastic.)

– Fantastiske fortællinger handler om det umulige bliver muligt. Skellet mellem tanke og omverden er nedbrudt.

– Fantastiske fortællinger rummer sansning og forestilling(skraft.)

– Fantastikken er hybridgenre mellem eventyr og den realistiske fortælling.

– Fantastikken beskriver overnaturlige fænomener med en foruroligende realisme, der rokker ved vores hverdags virkelighed.

Ifølge Tzvetan Todorov konstitueres det fantastiske via tre sammenhængende aspekter:

1. Det verbale aspekt (det sproglige system.) Den repræsenterede jeg-fortæller. Upålidelighed og pålidelighed, tøven.)

2. Det syntaktiske aspekt (komposition, som vedrører den måde værkets enkeltdele er relateret i forhold til hinanden.) Logiske relationer. Tidslige og rumlige relationer.)

3. Det semantiske aspekt (tekstens temaer.)

Tre betingelser ved den fantastiske tøven:

1. Læseren tøver mellem naturlig og overnaturlig forklaring på begivenhed.

2. Læseren deler sin tøven med en eller flere karakterer.

3. Læseren må undgå såvel allegorisk læsning som at læse fortællingen som et poetisk stemningsbillede.

Ifølge Todorov er tøven læserens oplevelse af tvetydighed i teksten. Læseren tøver i sin vaklen mellem to forklaringer, en videnskabelig og en overnaturlig. 

Virkelighed: Videnskab, rationalitet, det reale.’

Fantasi: Religiøsitet, irrationalitet, drøm, illusion, det imaginære.

 

Den empiriske læser er individuel konkret person og uafhængig af teksten. Påvirker og påvirkes af teksten. Den personlige oplevelse.

Den implicitte læser er en tekstinstans det vil sige den af teksten forudsatte ideallæser. En instans der er etableret af teksten det vil sige en teoretisk konstruktion ved hjælp af hvilken man taler om en moddellæserolle, som en læser må spille for at kunne afkode teksten.

Peter Rabinowitz’s grundlæggende teser i forbindelse med læsning præges af 4 konventioner, der kan kædes sammen med 4 læseaktiviteter:

a) Opmærksomhed læseren giver dele af teksten mere fokus end andre dele Eksplicitte tekstuelle signaler er f.x. gentagelse, en privelligeret placering i teksten f.x. titler, begyndelse, slutning, afgørende øjeblikke i plotopbygningen. Brud med tekstens mønster eller stil.– Fokus på de vigtigste detaljer i teksten. 

b) Meningstilskrivning er når læseren tilskriver noget mere abstrakt/symbolsk mening til tekstuelle detaljer.  – At tilskrive viden til de tekstuelle detaljer.

c) Tekstens gestaltning/helhed er når læseren gradvist forbinder tekstdele. Der skabes mønstrer som er en blanding af læserens forventninger og det tekstuelle. – At erkende tekstens tagen form som helhed. 

d) Sammenhæng styrer læserens fortolkning af teksten som sammenhængende helhed. – At se et system eller enhed i tekstens detaljer/dele.

 

Begreber i narratologien: 

Nedenfor har jeg lavet en opsummerings-liste, hvor jeg med stikord og korte forklaringer beskriver relevante og interessante begreber som vedrører narratologi: 

Forløb: Komposition. Spændingskurve. Begivenhedsrækkefølger. Sammenhængs række af hændelser. Hvordan teksten er komponeret.

Handling: Forløb af begivenheder. Kronologisk. Flashback. Flashforward. Variation. Evt. spændingskurve.

Lineær fortælling: Kronologisk fortælling. Kan indeholde flashbacks og flashforwards.

Cirkelkomposition: Slutter hvor den begynder.

Rammefortælling: Tekst der består af en eller flere afsluttede historier fortalt i en overordnet fortælling. For eksempel 1.000 og én nat.

Greimas aktantmodel: Aktantmodel der anvendes til at finde seks aktanter: Giver. Objekt. Modtager. Hjælper. Subjekt. Modstand.

Plot: Hovedlinje i narrativ fortælling. Den centrale handling. Kød plus knogler. Hjertet i historien. Plottets udvikling giver en bedre historie.   

Discourse: Den sproglige stil/form af det der fortælles.

Story: fortællingens handling. Storyline. Scene for scene. Idé. Tema. Den løse ramme.

Fortalt tid: er den tid hvor handlingen udspiller sig. Er udtryk for den tid teksten strækker sig over. 

Fortælletid: Er det tidspunkt hvor fortælleren beretter om begivenheder i teksten.    

Den implicitte fortæller: Den skjulte/usynlige fortæller, bagvedliggende. Alvidende. Han/hun. Fortæller arrangerer plottet.

Den eksplicitte fortæller: Den åbenlyse/synlige fortæller. Er tilsted i teksten. 1.personfortælling, jeg-fortælling (kan være han/hun.)

Homodiegetisk fortæller: 1.personfortæller der deltager og handler i historien. Person der er en del af historien. 

Autodiegetisk fortæller: Jeg-fortæller der fortæller om sit eget liv. Pålidelig. Skildrer virkeligheden upartisk. Overbevisende sammenhæng. 

Olympisk fortæller: Alvidende 3.personfortæller der har adgang til flere personernes tanker og følelser. Den alvidende fortæller kan bevæge sig ind og ud af personernes tanker og følelser. 

Upålidelig fortæller: Kommer ofte med selvmodsigelser. Benytter sig af sarkasme, humor, ironi, parodi og løgn. Usolidarisk. Usympatisk jeg. Er tvetydig.

Genre: Overbegreber. Overkategorier. Overskriften for stil, form og handlingens indhold. Er grupperinger af sammenspil imellem form og karaktertræk.

Paratekst: Begreb der sammenfatter alle de støttetekster som forfattere, forelæggere, redaktører, grafikere og anmeldere i forbindelse i formidlingsøjemed garnerer en tekst med.

Fokalisering: Synsvinklen. Hvad der tilbagegives af fortællingen.

Nulfokalisering: kaldes også ikke-fokalisering.

Intern fokalisering er det sammen som indre synsvinkel. Her kan springes i tid og rum. Ikke begrænset til en karakters synsvinkel. Ved hvad de andre tænker og siger.

Indre fokalisering: Indre synsvinkel. Intern fokalisering.

Ydre fokalisering: kan forklares som ydresynsvinkel. Ekstern fokalisering. Kun gengivelse af personens ydre fremtoning. Kender ikke personens indre liv.

Hvordan udføres en synsvinkel analyse: Man skelner mellem eksplicit og implicit. Er der tale om 1.personfortæller eller 3.personfortæller. Er fortælleren pålidelig eller upålidelig.

Fremstillingsformer – Fremstillingsformer, både scenisk og panoramisk, forbinder mellem tid og rum: Beskrivelse, beretning, replik og refleksion:

Beskrivelsen: formidler bestemte egenskaber ved steder, objekter, personer m.m. og giver abstrakte fænomener sanselig form. Sammenligning, symbolik og metaforer bruges i beskrivelsen. Beskrivelsen er i scenisk fremstilling kronologisk, ingen betydelige spring i tid, begivenhed og beskrivelse følges ad. Beskrivelsen sætter fortælletempoet ned, man dvæler ved detaljer, hvilket skaber intimitet og nærvær.

Beretning: har fokus på handling og forholdet mellem personer, samt begivenheder der bærer fortællingen fremad, bruges for eksempel i dramatiske, lyriske og episke genrer. For eksempel direkte tale med beretning.

Dækket direkte tale: hører under beretning. Dækket direkte tale er når det sagte gengives med den talendes stil, (ydre dækning) for eksempel ved hjælp af bandeord eller dialekt. Dækket direkte tale benyttes ofte af tredjepersonsfortæller. Beretning foregår i højt fortælletempo, der er fokus på handlinger som bærer fortællingen fremad. Skjulte replikker. Ordstillinger For eksempel: ”Han sagde: at han engang havde boet til leje i dette hus.”

Direkte tale: er når det sagte gengives ordret, og er markeret i teksten ved hjælp af citationstegn eller tankestreg.

Indirekte tale: er hvis det sagte gengives i fortællingsform uden spor af den talendes stil eller sprogform. Et referat af hvad personen siger.

Replik: er baseret på førstepersonsfortæller (der er alligevel en der er implicit fortæller som er den skjulte instans, der styrer de talende.) Replik giver indirekte en karakteristik af de talende i forbindelse med tanker, dialekt og jargon. Skaber brud og variation i teksten, giver liv til teksten.

Dialogen: i teksten støtter sig ofte til korte beskrivelser, der fletter ind imellem replikkerne.

Refleksion: foregår igennem jeg-fortælleren, karakterer eller den alvidende fortæller der reflekterer over et emne, en person i forbindelse med et emne, en person i forbindelse med en handling. Refleksion findes i de fleste genrer, men især i de essayistiske genrer. Skaber bevægelse i læserens indre og udfordrer læserens normer, moral, tanker og følelser.

Indre monolog: er gengivelse af personens tanker og følelser. I indre monolog henvender personen til sig selv er ligesom et tankereferat, men fortalt sammenhængende, præget af personens sprogtone. Anvendes i forbindelse med tredjeperson fortæller. Indre enetale. 

Scenisk fremstilling: Medsyn. Dvæler ved ting og situationer. Ned i tempo. Går ind i detaljer. Relativ kortvarig. (Evt. nutid direkte tale.) 

Bagudsyn: Fortæller om noget der er sket. Når historien fortælles senere. Foregår datid.

Medsyn: Når historien fortælles imens handlingen sker. Ofte nutid.

Indre komposition: Hvordan budskabet bliver formidlet. Handling. Spænding. Synsvinkel.

Ydre komposition: ”Krop”. For eksempel grafisk opbygning. Overskrift. Afsnit. Skrifttype.                       

Den implicitte forfatter: Den usynlige forfatter: Læserens forestilling om en forfatter som læseren bringes til at forestille sig ud fra teksten. 

Den implicitte læser: Den hypotetiske læser/figur.

Narratee: Personen i teksten som fortælleren taler til.

Modellæser: Indbygget læser.

Den empiriske forfatter: Den rigtige forfatter/den virkelige forfatter.

Panoramisk fremstilling: Bagudsyn. Scenisk. Giver overblik over noget der er sket. Bred beretning. Højt fortælletempo. Overskue handling flere steder. Roman.